Kroens atypiske tarteletter smagte så englene sang

Bedst i Nordjylland / Value for Money’s semifinale-runde er for alvor godt i gang. Næstsidste uanmeldte ”inspektion”, af i alt fire, gik til Mortens Kro, der leverede klassisk gastronomi med stort engagement, som Laura Sahl her beskriver.
 

 

Man kommer dårligt udenom Mortens Kro, når man snakker om store gourmetoplevelser i Nordjylland. I næsten 28 år, har Morten ”Kok” Nielsen serveret fantastiske retter i sin stilede, men dog afslappede, restaurant. Da han åbnede Mortens Kro, var gourmetscenen meget lille i Danmark og særligt i Nordjylland. Det må man sige, at han har været med til at lave om på, og han var en af de første, der præsenterede os, nordjyder for sirlige serveringer og store smage. Han holder stadig fast i det klassiske køkken med et fransk twist og råvarer i sæson.

Sammen med min medjurymedlemmer Søren og Mads valgte jeg “Lev livet pakken” der bød på: Champagne, 3 snacks, 4 retter, 4 vine, kaffe & sødt. Til 1498 kr. (Fjerde jurymedlem, Michael, kan ærgre sig over i stedet at skulle passe sit arbejde).

Snacks: Krustade med krabbe, creme duble og urter. Små tærter m. æble, sylt og kammusling. Kroketter m. kantareller, syrlig creme og revet sommertrøffel.

Vi må indledningsvist rose måden hvorpå disse snacks blev serveret. Flot servering i flere etager. Alle tre snacks bød på gode smage og flotte teknikker. Vi startede friskt og syrligt ud med de to snacks med skaldyr, hvorefter vi sluttede af med stor umami med svampe og god trøffelsmag. Skyllet ned med et dejligt glas bobler – vi kunne oven i købet vælge mellem to champagner – klassisk og rosé. Skøn start.

Første ret: Hjemmerøget øko regnbueørred fra Ådal serveret i skiver med kompot af bagt aubergine, creme fraiche 48%, puré af bagt peber samt Beerii-kaviar fra ROGN. Vin: 2023 Zind Humbrecht Alsace – Chardonnay/Pinot Auxroise.

Flot sammenhæng i smagene. En god kraftig fiskeservering, der var afrundet godt med den fede cremefraiche og kaviar.

Anden servering: Tartelet med hummer, blomkålsbuketter, kantareller, cremet-tomatiseret hummersauce med cognac, og sommer trøffel. Vin: 2022 Bourgogne cote d OR Michelot.

For mig var dette aftenens højdepunkt – mine medspisere var også helt oppe og ringe. Og lad mig lige understrege, at denne tartelet intet har med “mormors” tarteletter at gøre. Alt på tallerken var lavet fra bunden. Sprød hjemmebagt “tarteletskal” der smagte af smør. Frisk hummer, og godt match af grønt. Afrundet med en kraftig hummersauce, der smagte så englene synger. Afslutningsvis med revet trøffel, der absolut kun løftede retten. Visuelt smuk ret, og smagen vil være mit, foreløbige, højdepunkt i årets konkurrence.

Mellemret:

Stikkelsbærgrød med fløde fra Thise. Dejligt med en ganerenser der ikke “blot” var en sorbet. Tydeligt at det er lavet fra bunden.

Man måtte selv vælge den tredje servering, valget stod mellem sprængt and eller pandestegt pighvar. Jeg gik med fiskeserveringen og mine to meddommere valgte and.

Pandestegt pighvarfilet serveret på braiseret spidskål – og smørristede hasselnødder, serveret med champagnesauce tilsat ørredrogn og dild.

Vin: Wittman riesling Trocken, Magnum Reihnhessen Tyskland.

Dejlige smage og flot tilberedt fisk. Især saucen løftede denne ret.

”Hjem til Mormor” Brystfilet af sprængt/saltet pocheret and, glaseret med honning og timian. Serveret med sommergulerødder fra haven, Rabarberpure, flødepeberrodssauce samt nye kartofler fra Vildmosen. Vin: 2014 Barbera D Asti Monte Colombo Marchesi De Gresy

Mads og Søren var begge begejstret for deres hovedet. De kunne berette om en yderst mør and og en skøn syrlig peberrodssauce.

Ved den fjerde servering kunne man også selv vælge, om man ville have sødt eller ostebord. Søren gik ombord i ostene og Mads og jeg valgte den søde, der kom over to omgange.

Først: Minimagnum med iscreme af saltkaramel. Overtrukket med lys Valrhona-chokolade pyntet med sort salt og guld.

Derefter: Isbombe på makronbund af hvidchokolade iscreme fyldt med brombær sorbet – friske brombær og hindbær. Hertil syrlig candyfloss med hindbærstøv.

Her vedgår jeg gerne, at det er den bedste dessertservering jeg har fået i denne sæson af Bedst i Nordjylland. Jeg må lige fremhæve kroens dessertkok Fabien Chevreui. Han gør et kanongodt stykke arbejde. Det er tydeligt, at alt er lavet fra bunden, og her kan man bestemt ikke sige, at desserten bliver “glemt”. Bare flot

Hertil vin: velvalgt 2017 Castelneau Chateau Suidrat Sauternes

Ostebord:

Aftenens udvalg af franske ostespecialiteter fra Philippe Olivier Fromagerie i Boulogne sur mer. Præsenteret – som alt andet – af Morten selv ved bordet, mange forskellige oste. Hertil hybenkompot samt hjemmebagt frugtbrød.

Vin: Concieto 10 år white Port

Søren havde kun ros tilovers for ostevognens selvtempererede sortiment af fine franske oste. Det er ikke mange steder sådan en servering tilbydes, og slet ikke i denne kvalitet.

Trods fyldte maver, kunne vi ikke modstå en god kop kaffe og små petit fours dertil. Ind kommer der igen et tårn på flere etager, fyldt med hjemmelavede søde delikatesser. 4 forskellige slags. Alt fra små hjemmebagte tærter til signatur flødeboller. Vi sluttede som vi startede, æstetik med store smage.

Der var stor begejstring ved vores bord. På Mortens Kro får man ikke kun dejlig mad i imponerende arrangementer. Man får også virkelig gode vine, som er sat godt sammen til alle retterne. Det skal de have ekstra ros for. Man får også en helt igennem fantastisk service. Morten leverer en god detaljeret beskrivelse af både mad og vine. Han formår også at fortælle små velovervejede historier, der giver et endnu større indryk af, hvad hans restaurant står for. Alt fra barndomsdrømmen om kroen, der bliver til virkelighed, og til hvor restauranten er i dag. Det var skønt at få klassisk gastronomi med stor smag, og det er en ting som Morten har holdt fast i siden han startede. Det satte vi alle ved bordet stor pris på.

Mortens Kro får selvfølgelig efter sådan en aften tre store stjerner af os. 

I semirunden har vi foreløbig stornydt såvel Restaurant Fauna på Aalborgs Musikkens Hus, som Emils gastronomi på Hotel Thinggaard i Hurup Thy og nu Mortens Kro med den lange historie for imponerende serveringer – med one more to go. Følg med de næste uger, når vi afsløre hvem årets konkurrences sidste semifinalist mon er.

Læs i øvrigt nærmere om, hvordan vi bruger vores nye karakterskala med op til tre stjerner (tjenerlogoer) her!

På samme hjemmeside finder du også let rundt i alle vores andre Bedst i Nordjylland / Value for Money-anmeldelser.

Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, SparNord Bank, HKI Ost, OFYR og Deba Fisk. Læs mere om dem og find alle vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk


Anmelder Laura Sahl, 12. september 2025

Læs flere anmeldelser