Fem retter, vinmenu, snacks og bobler endte på 1529 kr. Det var en stærk pris for så ambitiøs en middag. På det tidligere missionshotel i Thy ligger Bibelen stadig i værelsesskufferne. Den aften kom et meget overbevisende budskab imidlertid fra køkkenet
.
BEDST I NORDJYLLAND‘S JACOB DAHL HAR BESØGT HOTEL THINGGAARDS RESTAURANT I HURUP THY
En flok unge fræser forbi på scootere. Den forreste kører et langt stykke kun på baghjulet. Få meter herfra sidder nogle unge på bænken ved stationen og ryger.
Et tog standser. Dørene åbner.
Ingen stiger af. Ingen stiger på.
Toget kører videre. De unge bliver siddende.
Få meter derfra ligger Hotel Thinggaard. Eller rettere: Missionshotellet Hurup. Det står der ihvertfald stadig på den tunge messingnøgle til værelset, og i natbordsskuffen ligger Det Nye Testamente.
Historien er stadig i huset. Missionen har bare ændret sig.
Michael Thinggaard Madsen overtog missionshotellet for godt tyve år siden. Siden er hotellet og restauranten vokset, og i dag kører folk gerne langt for en middag i Hurup.
I køkkenet huserer stadig unge Emil Sundstrøm Larsen. Han begyndte som elev, blev kok, souschef og er nu køkkenchef. I Thy bygger man langsomt op. Det klæder stedet.
Min søn Sigurd og jeg valgte femrettersmenuen. Jeg supplerede med vinmenuen.
Få timer tidligere havde vores tjener udleveret værelsesnøglen i receptionen. Nu stod hun ved bordet og fik os til at føle os velkomne fra start til slut.
Aftenen begynder med tre snacks.
Først en sprød pani puri med saltede rejer, wasabicreme, yuzugel, ørredrogn og dild. Rejerne har både sødme og salt, mens yuzuens syre og wasabiens varme strammer mundfulden op. Den er væk i én bid.
Dernæst en luftig tapiokachip lavet på jomfruhummer med kimchicreme og piment d’Espelette. Kimchen bygger dybde, mens chilien giver et pikant kick, der klæder jomfruhummerens fine sødme.
Min favorit er den gyldne surdejsvaffel med brunet smør, dansk modnet coppa, trøffelcreme, karse og syltet ramsløgsblomst. Fedme, salt, umami og syre falder på plads i én mundfuld. Jeg spiser den langsommere end de to første.
Champagnen Gremillet Ambassadeur passer perfekt til snacksene med citrus, frisk syre og fine bobler.
Så kommer en lun focaccia bagt på en otte år gammel surdej med smør fra Thise og Læsø Sydesalt. Surdejens alder er historien. Den saftige krumme, den velbagte overflade og det salte smør får brødet til at forsvinde.
Efter snacks og brød kommer hamachi fra Hanstholm med små tern og tynde bånd af agurk, hvidribs fra Thy Økobær, yuzugel, fermenteret fløde og solbærbladolie.
Fisken har en tæt muskelfiber og en fedme, der placerer sig et sted mellem laks og toro. Derfor kræver den syre med præcision snarere end volumen. Ponzuen leverer umami og saltet citrus, hvidribsene syre og den fermenterede fløde blød mælkesyre. Agurken giver saft og knæk, mens solbærbladolien tilfører en grøn aroma.
Imagine Blanc de Blancs Brut fra Rethore Davy i Loire har frisk syre og fine bobler, som klæder fiskens fedme.
Tataren af kalveinderlår fra Himmerland er serveret for kold. Kødet er flot skåret og serveres med grillet purløgscreme, syltede ramsløgsskud, peberrod, marconamandler og en stor bunke karse. Kulden dæmper smagene, og jeg savner mere salt og et sprødt element, der kunne have givet retten mere liv.
Til tataren skænkes en let afkølet St. Laurent fra Weingut Moser i Gols, Burgenland. Tjeneren præsenterer den som en vin på druen Weingut. Jeg smiler. Herregud – det er jo bare vin. Friskheden og de bløde tanniner klæder retten, men kan ikke få den kolde tatar til at folde sig helt ud.
Kammuslingen kommer til bordet i en stor skal med syltet fennikel, fermenteret gulerod, kørvel, vadouvanolie og sort lime. Emil Sundstrøm Larsen hælder selv den rygende varme krabbebisque op ved bordet. Duften af ristede skaller, smør og lang tids indkogning rammer med det samme.
Kammuslingen har fået en flot karamellisering, mens midten stadig er saftspændt. Den søde musling bliver løftet af den dybe krabbebisque, den krydrede vadouvan og den lette bitterhed fra sort lime. Fennikel og fermenteret gulerod tilfører sprødhed og friskhed.
Quercia Laboriosa 2022 på Garganega fra Terre di Pietra er en let oxideret naturvin med diskret bitterhed. Sammen med den karamelliserede musling og den intense krabbebisque er det aftenens bedste vinmatch.
Et ekstra stykke focaccia sørger for, at der ikke er en dråbe bisque tilbage i muslingeskallen.
Hovedretten er torsk fra Hanstholm. Fisken er ramt præcist. Lamellerne slipper i store, saftige flager, og overfladen har fået tydelig stegeskorpe.
Ved siden af ligger tallerkensmækkere og spæde skud. Under det grønne gemmer sig ærter, tynde skiver fennikel og bergamottegel. Den lyse hyldeblomst-beurre blanc samler retten, mens nye kartofler kommer ind à part med aftenens tredje omgang karse på toppen.
Holznagel Sauvignon Blanc 2023 fra Main i Tyskland er spontangæret på et 500-liters fad af lokal eg. Vinen har citrus, urter, frisk syre og et diskret fadpræg, som passer præcist til torsken og den lyse beurre blanc.
Håndværket sidder. Fisken er perfekt tilberedt, saucen smager, og grøntsagerne har bid. Men konstruktionen med fisk, smørsauce, kartofler og grønt føles lidt for velkendt.
Efter snacksene, hamachien og kammuslingen savner jeg samme nerve og personlighed i hovedretten. Den står svagest i erindringen dagen efter.
Sigurd fik til gengæld uden merpris lov til at bytte fisken ud med menukortets oksestriploin fra Grambogård. Kødet kom flot stegt medium rare. Den fleksibilitet siger noget om husets overskud.
Så kommer aftenens stærkeste ret – desserten.
Kærnemælksisen har ren syre og serveres med nogle af sæsonens sidste danske jordbær. De er mørkerøde, modne og blandt de bedste, jeg har fået i år. Havrecrumble giver knas, mens vanilje, hyldeblomst, skovsyre og skovmærkeolie binder desserten sammen.
Skovmærken dufter af mandel, hø og grøn skovbund. Jordbærrene står stadig tydeligt frem. Det er en genialt komponeret dessert og en oplagt kandidat til årets dessert ved BIN-prisuddelingen til januar.
Den ledsages af Brachetto d’Acqui fra La Gironda, en perlende, letalkoholisk og sød rødvin fra Piemonte med roser, hindbær og modne jordbær i duften. Syren holder vinen levende og binder den præcist til bærrene.
Og så sker der noget, som vin nogle gange kan.
Den sender mig elleve år tilbage i tiden.
Til vores bryllup.
Den aften drak vi også Brachetto. Dengang sammen med vilde skovjordbær.
Nu sidder jeg i Hurup med den samme vintype i glasset og nogle af sommerens sidste danske jordbær foran mig – denne gang sammen med min søn.
Man kan godt analysere, hvorfor vin og mad passer sammen. Men nogle gange er det minderne, der gør et vinmatch uforglemmeligt.
En dobbelt espresso, en flødebolle og en yuzu-macaron sætter det sidste punktum.
Hotel Thinggaard rammer højt med snacksene, kammuslingen og desserten. Tataren bremses af den lave temperatur, mens hovedretten viser sikkert håndværk uden samme personlighed som menuens stærkeste retter.
Fem retter, vinmenu, snacks og bobler ender på 1.529 kroner. Det er en stærk pris for så ambitiøs en middag.
I Bedst i Nordjyllands Value for Money-konkurrence giver jeg derfor Hotel Thinggaard to flotte BIN-stjerner.
Det gamle missionshotel har stadig Bibelen i skuffen. Den aften kom det mest overbevisende budskab fra køkkenet.
Læs i øvrigt nærmere om, hvordan vi bruger vores karakterskala med op til tre stjerner (tjenerlogoer) her!
På samme hjemmeside finder du også let rundt i alle vores andre Bedst i Nordjylland / Value for Money-anmeldelser.
Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, Oluf Brønnum & Co, DEBA Fisk, Ringkjøbing Landbo Bank – Private Banking Aalborg, Storgaard Vin og Forlaget GastroMani. Læs mere om dem og find alle vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk
Skribent og fotograf Jacob Dahl Andersen, 10. aug. 2026 – fotoet af den flamberende køkkenchef Emil er dog et arkivfoto taget af Svenn Hjartarson.
