Hjørrings “bastard” serverede fine middelhavstapas

Bedst i Nordjylland / Value for Money besøger Restaurant Bastardo

Et øjeblik troede jeg, at Hjørring på få år havde udviklet sig til en international by. To af de første tre sæt gæster, der den aften efter os trådte ind i den lille hyggelige restaurant på Strømgade lige ved den centrale Springvandsplads var yngre mennesker, med og uden teenagebørn, der henvendte sig på engelsk. Så gik det op for mig, at vi befandt os i Dana Cup-ugen, hvor byen i Vendsyssels hjerte jo historisk fyldes af helt unge fodboldspillere fra hele verden og deres forældre, som åbenbart ikke alle hver aften anno 2024 gider at nøjes med fællesspisningerne ovre i hallen.

Internationalt snit året rundt er der indiskutabelt over Restaurant Bastardo, som den lokale kvalitetsrestauratør med base på Vendia Bryghus, Kristian Rise har åbnet for kun 7 måneder siden. Meget forskellig er ”bastarden” fra hans gastronomiske hviddugs-flagskibe på Bryghuset Vendia få hundrede meter væk – Vendia Gourmet og Brasserie (sidstnævnte vandt faktisk Bedst i Nordjylland sidste år). Og også forskellige fra Rises lille nordjyske kæde af Bistro V’er i både Hjørring, Aalborg og Sæby. Bastardo er ikke bare et helt afslappet sted men også præget af små social dining-tapaslignende serveringer af typisk sydlandsk oprindelse, sådan som Rise angiveligt godt selv kan lide at spise med sin familie.

I lørdags blev der stort set fyldt op og ifølge restaurantchefen, Mathias Rafn, der også servicerede vores bord, er der heldigvis en god søgning på alle ugens åbningsdage fra tirsdag til lørdag. Her i sommer også til frokost. Det gode rykind har Bastardo-folkene også fortjent – for det er dejlig mad, som bliver sat på bordet. Menukortet er ganske stort og bredt, men vælger man Den Store Bastardo-menu får man hele 12 serveringer for 450 kr, efter køkkenets valg.

Det passer overordentligt fint til Bedst i Nordjylland / Value for Moneys pengespung – evt. med tilvalg af vinmenuens fire glas til yderlige 350 kr., der også fås i en opgraderet version til 450 kr. Ved mange af de øvrige borde blev Vendia Bryghus’ fine fadøl foretrukket, der også kommer i en tilpasset ølmenu på fire glas til 225 kr.

Vi fik vores mange serverringer i fire kaskader:

1. omgang (snacks) De bedste oliven fra Sydeuropa. Ricottacreme med oliven, ristede mandler, honning, friskkværnet peber, citron med grillet foccaciabrød. Friterede auberginer med piment d’espelette og citronmayo. Pastéis de bacalhau – portugisiske sprøde kroketter med torsk (i øvrigt grønlandsk).

2. omgang (forretter) “Bastardo brød”: Ciabatta-naan & foccacia med rosmarin, havsalt & god andalusisk olivenolie. Rørt kalvetatar, friskost, syltede tomater, friterede kapers, løg og sprøde croutons. Albondigas – svinekødboller med chorizo i romanesco-sauce. Cremet polenta med friterede blæksprutter, bagte tomater, citron, basilikum og parmesan.

3. Omgang (hovedretter) Ravioli med ricotta, skummet trøffelsauce og confiteret æggeblomme. Cæcarsalat – Romaine-salat, brødcroutoner, dressing med ansjoser og parmesan. Pizza med lufttørret skinke, mozzarella, tomatsauce, grillet artiskok, rucola, akaciehonning & parmesan.

4. “Omgang” (dessert) Klassisk tiramisu med mascarpone, marsala, cacao & ladyfingers samt syltede kirsebær på toppen.

Langt det meste var rigtig godt og kokkeret så man troede, at vi befandt os i et autentisk Mama-køkken sydpå. Her vil jeg bl.a. fremhæve: Tataren med de syltede tomater, der virkelig gav en fin ekstra syrlig smag. Af forskellige årsager nøjedes vi med at dele en udmærket flaske anbefalet frisk italiensk chardonnay.

Faktisk var vi undervejs blevet så mætte, at vi fik pizzaen med hjem. Den smagte også dejligt næste dag.

Senere på aftenen bliver der angiveligt skruet lidt mere op for musikken og for det fine cocktailkort, men da var vi kørt mætte og tilfredse hjem.

Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres velvilligt økonomisk mulige af revisionsfirmaet Beierholm, SparNord Bank og HKI Ost. Som altid stor tak til dem for at gøre disse oplevelser og rapporter mulige.


Forfatter Mads Stenstrup, 31. juli 2024

Læs flere anmeldelser