Restaurant Fauna strålede om kap med en aftensolbeskinnet Aalborg Havn, da en samlet Bedst i Nordjylland-jury afviklede det første genbesøg blandt de valgte fire semifinalister. Et valg vi bestemt ikke fortrød undervejs
Ifølge Danmarks Nationalleksikon betyder ordet fauna “…dyrelivet inden for et nærmere afgrænset geografisk område…”. Og ja, aftenen på Restaurant Fauna i Aalborg bød på velvalgte udpluk fra dyreriget i (næsten) samtlige retter, men her kan man bestemt også tilberede grøntsager og alle de øvrige ingredienser på absolut topniveau. Det vender vi tilbage til.
Men vi i indledende runde, alene har sendt et enkelt jurymedlem ud til hvert testbesøg, – så tager så vidt muligt – alle juryens fire medlemmer med til hvert af de fire genbesøg i semifinalerunden – for til at skaffe størst mulig indsigt, når sæsonens to finalister skal vælges. På Fauna forleden var det derfor Søren Hjortshøj, der på alles vegne gik til tastaturet.
Mange kender Nicklas Thellufsens og Steffan Kamedulas Fauna for de gode middage på 1. sal, der er afstemt med forestillingerne i Musikkens Hus, hvor restauranten har til huse. På smidig vis afvikles mange serveringer af høj kvalitet, så koncertgæster kan få en helaftensoplevelse.
Men Fauna rummer også en selvstændig restaurant – i en solbeskinnet del af stueetagen med direkte udsigt til havnen opdelt i to: Såvel Fauna Spisebaren, for det mere ”almindelige og hurtige” a la carte-måltid – og en afdeling for mere Fine Dining, kaldet Fauna Dining. Det er Fauna Dining for de mere eksklusive flerretters menuer, vi her koncentrere os om. Og her er åbent tirsdag til lørdag – også på aftener, hvor der ikke er musikarrangementer.
Det er ret enkelt at være gæst på Fauna Dining. Man vælger enten Lille Fauna – 3 snacks og 4 retter (650 kr.) eller Store Fauna – 3 snacks og 6 retter (850 kr.). Der kan tilkøbes en vinmenu med 5 eller 6 glas inkl. velkomstbobler til hhv. 450 og 550 kr.
I sagens betydningsfulde tjeneste valgte juryen denne aften Store Fauna med ledsagende vinmenu, som er indenfor vores max value for money-budget på 1500 kr.
Der ankom hurtigt vand til bordet med og uden bobler. I glasset kom til vores tre snacks et glas Ca’ del Bosco fra Farnciacorta i Italien. Der var tale om en særlig 46a Edizione lavet på ren Chardonnay i stil med Blanc de Blancs fra Champagne. Ren nydelse, extra brut med dejlig krydret duft, der stod godt til vores snacks:
- Gillardeau østers – asiatisk inspireret med soja, citrus og pankorasp
- Tostada med grilllet blæksprutte og aioli
- Hummerstykker, citronsaft og avocadocreme – med lidt kaviar på toppen
En fremragende begyndelse!
Næste ret var kuller, anrettet med en sauce velouté og fine sprøde grøntsager. Den lyse sauce dannede en fin baggrund og tyngde til et stort stykke perfekt langtidstilberedt fisk. I glasset gav et glas Grüner Veltliner fra Ecker i Wachau med sin syre en god balance til den klassiske sauce. I mine øjne var behandlingen af fisken og de lækre grøntsager det, der gjorde dette til aftenens bedste ret.
På kortet blev nu annonceret ”Fladfisk, Grøn Karry, Parfumer og Squash”. Det viste sig at være en flot lille kold servering med rødspætte, meget let tilberedt på Yakatori-grill og flot serveret med tynde skiver af squash, krydderurter og ristede nødder. Det hele var anrettet på en indisk inspireret hvidløgsyoughurt med skilt krydderolie (grøn karry?). Det er ikke alle vine, der kan matche sådan en ret, men det var lykkedes at finde en Macon La Roche Vineuse 2022 Vielles Vignes fra huset Normand, der passede perfekt til de varme smagsnuancer.
Nu skiftede vi til kødretterne. Og her var der mulighed for at fortsætte vinmenuen med hvide eller røde vine. Første hovedret var en fræk fortolkning af krydret oksetatar, der var arrangeret på en indisk inspireret butterdej, garneret med malt-tuiles og peberrod. Alle ved bordet glædede sig over vinen, hhv. moden Barbera d’Alba fra 2016 og hvid Bourgogne fra området omkring Pouilly-Fuissé.
En grillet poussin blev serveret med emulsion af rød peber, salat, friske krydderurter og knasende sprøde majs. Kombinationen af estragon og koriander var voldsom men vandt manges hjerter rundt om bordet, godt hjulpet af en god, saftspændt Cote du Rhône fra 2022 og en meget fin Crozes-Hermitage Mule Blanche fra Paul Jaboulet.
Vi var ærlig talt ikke sultne nu, men de to desserter var ikke til at stå for. Først blev der skænket et glas Coteaux de Layon fra Chateau Soucherie – et godt match til de efterfølgende meget friske desserter. Derefter kom en frisk og dejlig granité på havesyre, ovenpå en flødeis og i bunden en uimodståelig luftig karamelmasse. En symfoni af friskhed og sødme. Den afsluttende anretning med sensommerens bær og chokolade var både smuk og velsmagende. De dejlige bær indrammede så fint det, den danske sommer kan, når man bruger råvarerne rigtigt.
Juryens konklusion på denne aften var klar: Vi fik bekræftet, at Fauna hører til blandt de allerbedste restauranter i Nordjylland med deres alsidige menu, baseret på lokale råvarer men med betydelig inspiration udefra – og alligevel respekt for det klassiske køkken. Vi fastholder de tre stjerner, som Mikael gav i indledende runde.
Værdien for pengene er på alle måder i top her hos Fauna.
Fortsættelse følger de næste uger fra de tre andre valgte semifinalister, som vi ikke afsløre navnene på, før vi faktisk har været der. Vi glæder os.
Læs i øvrigt nærmere om, hvordan vi bruger vores nye karakterskala med op til tre stjerner (tjenerlogoer) her!
På samme hjemmeside finder du også let rundt i alle vores andre Bedst i Nordjylland / Value for Money-anmeldelser.
Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, SparNord Bank, HKI Ost, OFYR og Deba Fisk. Læs mere om dem og find alle vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk























Forfatter Søren Hjortshøj, 23. august 2025












