Laura faldt pladask for særligt hovedretten på en flot VANDret-aften

Læs mere om karaktergivningen her


I Løkken gemmer der sig en lille perle – en unik restaurant med et højt gastronomisk niveau. Har man først besøgt VANDret, vil man med garanti anbefale restauranten til familie og venner. To af serveringerne var så fremragende, så Laura har sat dem på blokken til evt. senere nominering til særpriser

Bedst i Nordjyllands Laura Sahl besøger Restaurant VANDret, Løkken

Jeg og Bedst i Nordjylland har tidligere besøgt Restaurant VANDret gennem Bedst i Nordjylland. Restauranten har også været i finalen i konkurrencen, hvor de opnåede en flot 2. plads. Mit seneste besøg var intet mindre end fantastisk, så det var med tårnhøje forventninger, jeg igen satte kursen mod VANDret, der også driver hotel under samme navn.

Ægteparret Christian Middelbo Outzen og Jette Nielsen overtog stedet i 2016. Den tidligere skole er blevet nænsomt renoveret i varme nuancer med et stilrent udtryk og hyggelige detaljer. Visionen var at skabe et lille boutiquehotel med tilhørende gourmetrestaurant – et sted, der ikke blot er et turistmål i sommerhalvåret, men som året rundt tilbyder ophold og gastronomiske oplevelser. Køkkenet tager udgangspunkt i sæsonens råvarer med særligt fokus på fisk og skaldyr.

Der er kommet ny køkkenchef på VANDret. Lukas Grøntved Lauritsen blev ansat tidligere i år. Han har tidligere arbejdet på Restaurant Abstrakt, været en del af kokkelandsholdet og var udtaget til finalen i “Årets Kok 2026”.

Da vi træder ind i restauranten, er der bred enighed i selskabet om, at stedet emmer af hygge, og man straks føler sig velkommen. Atmosfæren er rolig, og betjeningen varm og imødekommende. Vi ankom som de første, men der gik ikke længe, før restauranten var stuvende fuld. 

Vi vælger menuen “Stor VANDret + snacks”, som består af tre snacks, seks retter og fem vinmatch. Prisen er 1.550 kr. pr. person.

Snacks

Østers med saltet solbær, sennepskorn, solbærolie og flødesauce på kornfond

Shiso med porrecreme, karse og hyldeblomsteddike

Choux med ostecreme, coppa, hybenroseeddike og citruspeber

En fremragende start. Østersen var blandt de bedste, jeg har fået serveret – smagene harmonerede perfekt uden at overdøve den fine østers. Vi afsluttede med en choux fyldt med noter af brie og masser af umami fra coppaen, den italiensek delikatesse på saltet, krydret og lufttørret nakkefilet fra gris. En smagseksplosion, der gav lyst til mere.

Ret 1

Peberrods-/karseis med råkost af østers, glaskål og æble samt østersblad

“Salt is” er altid en spændende oplevelse. Det overrasker hver gang, at det ikke er sødmen, der dominerer. Jeg må dog indrømme, at jeg er stor fan – det fungerer virkelig godt, især i samspillet mellem østers og den skarpe peberrod.

Ret 2

Rimmet kuller med syltet hyldebær, blomster, stikkelsbærsauce og verbenaolie

En æstetisk smuk ret med milde, florale noter.

Ret 3

Brioche på IPA fra Løkken Bryghus med urtecreme og pisket Åbybro-smør

Måske den bedste brødservering, jeg har fået. Jeg er vild med VANDret’s og Lukas’ fortolkning af brioche. Ofte serveres surdejsbrød – hvilket bestemt også er lækkert – men her var det forfriskende med noget anderledes. Det løftede brødoplevelsen til en ret i sig selv. IPA’en tilførte både fylde og en let bitterhed.

Ret 4

Grillede grønne asparges med løvstikkepesto, valenciamandler og sauce på hvide asparges

En mild ret med masser af asparges-umami og en dejligt syrlig sauce.

Ret 5

Dampet skærising med kartoffelpuré, grillede østershatte og grønkål samt blåmuslingesauce med ørredrogn

Aftenens højdepunkt – hvilket sjældent er hovedretten for mig, men det var det her. Så meget, så jeg vover at notere retten, ja faktisk også snacksene, som en mulige kandidater til en nominering til Årets Hovedret, til to af de ca. 10 delpriser, som Bedst I Nordjylland ved sæsonafslutning for første gang i år også vil uddele. Der var intensitet i smagen, dybde fra østershattene og en smørfed kartoffelpuré. Skærisingen var fløjlsblød, og retten blev løftet yderligere af en formidabel blåmuslingesauce.

Prædessert

Kefir med sorte vintertrøfler og nobilisolie

Dessert

Stikkelsbærsorbet med hybenrosemarinerede rabarber, romkaramel og chantilly

To skønne desserter med tydelige forårsnoter. Smagene spillede flot sammen – med både sødme, syre og en let bitterhed fra rabarberen.

Det er tydeligt, at vin spiller en vigtig rolle på VANDret. Alle vine var velvalgte og matchede retterne flot. Jeg bliver personligt aldrig helt fan af øl i en vinmenu, men det er en smagssag. Kvaliteten var dog høj hele vejen igennem.

Vi havde en skøn aften med god mad og vin, der i høj grad lever op til prisen. En stor ros til personalet for nærværende og professionel service – afslappet, men stadig på et højt niveau.

Løkken ligger mig nært, da vi betragter byen som vores andet hjem. Derfor glæder det mig særligt, at byen kan tilbyde en restaurant af denne kaliber.

Jeg giver Restaurant VANDret 3 stjerner.  

Læs i øvrigt nærmere om, hvordan vi bruger vores nye karakterskala med op til tre stjerner (tjenerlogoer) her!

På samme hjemmeside finder du også let rundt i alle vores andre Bedst i Nordjylland / Value for Money-anmeldelser.

Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, Oluf Brønnum & Co, DEBA Fisk, Ringkjøbing Landbo Bank – Private Banking Aalborg og Storgaard Vin. Læs mere om dem og find alle vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk


Skribent og fotograf: Laura Sahl, 11. april 2026

Læs flere anmeldelser