
Læs mere om karaktergivningen her
Undtagelsesvis har Bedst i Nordjylland bevæget sig ud på frokostmarkedet. Og Michelin-restauranten Alimentum* skuffer bestemt ikke. Stedet tager både gastronomi og service alvorligt på afslappet vis
Bedst i Nordjyllands Søren Hjortshøj og Mads Stenstrup besøger Restaurant Alimentum, Aalborg
Restaurant Alimentum i Aalborg stod i 2025 for at trække byens første Michelin-stjerne. Forud var gået flere år, hvor restauranten med et højt niveau på sin bæredygtighedstilgang havde aspireret til en stjerneuddeling. Det blev i 2024 først belønnet med en grøn Michelin-stjerne, og altså i 2025 med en af de “rigtige”.
Køkkenchefen Søren Birch har med resten af teamet bag Alimentum satset stort på høj kvalitet, der tilfredsstiller de strenge inspektorer fra guiden – og naturligvis den trofaste kundeskare.
Aftenmenuen på Alimentum koster 2800 kr. inkl billigste vinmatch og ligger dermed klart udenfor budgettet for Bedst i Nordjylland, der jo som bekendt satser på at vise nordjyderne, hvor man får høj kvalitet og værdi for pengene – vel og mærke indenfor et lidt mere overkommeligt budget – op til ca. 1500 kr. inkl vinmatch.
Meeen Alimentum tilbyder også en dejlig frokostmenu, som ofte overses, men serveres torsdag, fredag og lørdag kl. 12-16. For 800 kr. får man en menu med snacks og tre retter, som er en lidt reduceret udgave af aftenmenuen. Der kan suppleres med forskellige ledsagende drikkemenuer. Vi valgte Signature vinmenuen til 700 kr. i en “køreudgave” (40% reduktion af prisen).
Vi blev denne lørdag i april modtaget og kyndigt serviceret af restaurantchef Jacob Urth. Man føler et på engang kompetent og afslappet værtskab med stort kendskab til råvarer og vine i den hyggelige restaurant med dæmpede brune og grønne nuancer og et nordisk look, akkompagneret af blød loungemusik.
De tre indledende snacks blev ledsaget af et glas mousserende vin fra den selvstændige appellation Corpinnat i Penedés i Spanien. Der er tale om ambitiøse producenter, der satser på biodynamisk metoder og højkvalitet og derfor i 2015 valgte at forlade Cava-appellationen.
De tre snacks var en fryd for øje og smagsløg. Først en rugvaffel med dække af jomfruhummer-tatar, tomater og pebertang. Derefter en fin lille krustade af dehydreret rødbede, fyldt med hamachi, rygeost og tørrede solbær. Og endelig en lille doughnut monteret med andelever, solbær og hasselnødder.
Den elegant forret med ristet kammusling blev serveret på en puré/skum af forårets første ramsløg, radiser og solsikkekerner. En hybenroseeddike – og olie sørgede for en perfekt balance mellem en let fedme og det syrlige. I glasset blev serveret en dejlig frisk Vinho Verde fra det nordlige Portugal med masser af syre og frugt.
Denne dag var det de to nye souschefer, der stod for menuen: Gabriele, med Litauiske rødder og Oscar fra Sverige. Begge er relativt nyankomne til Alimentum og har tidligere været på bl.a. Vejrø Resort. Søde engagerede mennesker, så pludselig oplever man også som nordjyde – ind i mellem -at blive betjent på engelsk på Alimentum, hvor kokkene også serverer.
Hovedretten bestod af lyssej, smukt anrettet med en rødvinssauce og en skummende beurre blanc. Fisken var en smule til den tørre side, men en spidskål, som var fermenteret i 6 måneder (se i øvrigt foto af i restaurantens imponerende samling af fermenterede produkter), balancerede de to forskellige saucer, og fisken og løftede det samlede niveau af retten flot. Man kan forestille sig mange vinmatch til denne ret, men en 2022 Fuoripista Pinot Grigio fra italienske Alto Adige gjorde det glimrende. Der er tale om en orangevin med 8 måneders skalkontakt, hvilket er årsagen til den flotte farve, som vi ikke kan erindre tidligere at have set i en orangevin.
Mellem hovedret og dessert valgte vi at indskyde en lille osteanretning, der var muligt tilvalg på menuen, idet vi stadig kunne holde os indenfor BIN-budgettet: En vaffel med bl.a. thybo-ost og persille pesto var en lækker lille fingermad og en god overgang til desserten.
Desserten var en lille perle baseret på jordskokker. En meget smagfuld og cremet is ovenpå en lille puré, begge af jordskokker, blev ledsaget af små plader marengs. Og ved siden af blev hældt en lækker karamelbaseret, næsten sirupsagtig og -glinsende sauce med rabarber. Syren fra rabarberne spillede fantastisk godt sammen med øvrige smagselementer. Et glas Tokaj fra Ungarn udgjorde et perfekte match og fik det hele til at gå op i en højere enhed.
En simpel kop velsmagende kaffe af bønner fra Sumatra udgjorde afslutningen på en dejligt frokostmåltid og -menu, som man godt kunne håbe, at andre i byen turde binde tilsvarende an med. Her på Alimentum er madens kvalitet i top, og frokostmenuen giver virkelig god værdi for pengene. Samtidig må man bare sige, at den rolige, velovervejede service i restauranten er på højt niveau. Man er ikke i tvivl om, at holdet ved, hvad man har med at gøre – og at det er på stjerne-niveau.
Vi belønner med 3 kokkehuer for en oplevelse, der rummer meget kvalitet for pengene – idet vi ikke vil lade det med den lidt tørre lyssej være et betydende hår i suppen. Samlet pris pr. person 1313 kr.
Læs i øvrigt nærmere om, hvordan vi bruger vores karakterskala med op til tre stjerner (tjenerlogoer) her!
På samme hjemmeside finder du også let rundt i alle vores andre Bedst i Nordjylland / Value for Money-anmeldelser.
Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, Oluf Brønnum & Co, DEBA Fisk, Ringkjøbing Landbo Bank – Private Banking Aalborg og Storgaard Vin. Læs mere om dem og find alle vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk



















Skribent og fotograf: Søren Hjortshøj og Mads Stenstrup, 16. april 2026












