I den hyggelige fiske- og skaldyrsrestaurant Emil, vis-a-vis Gåsepigen på Vesterbro i Aalborg, får man virkelig meget kvalitet for pengene – ægte value for money. Tag nu bl.a. torsketungen og muslingeserveringen med fermenterede asparges og miso…
Bedst i Nordjylland’s Jacob Dahl besøger Restaurant Emil, Aalborg
Emil Thaarup, som er ejer og køkkenchef, er Strandby-knægt – fra det lille fiskerleje nord for Frederikshavn, hvor noget af den bedste danske konsumfisk stadig landes fra relativt små kuttere, der sejler ud på éndagsfiskeri. De rødder fornægter sig ikke. De ligger helt konkret i valget af fisk og i den sikre, rolige måde, den bliver behandlet på.
Det mærkes også på stemningen i rummet. Der er ro i maskinrummet og overskud i betjeningen: disciplin uden stivhed, smil uden show. Kokkene og tjenerne kan deres fag – og det ser ud som om, de har det godt og sjovt, mens de gør det.
Vi besøgte uanmeldt den 27. marts (to voksne og to børn) og endte med fire gange Store Emil. Regningen lød på 2890 kr for fire personer, inkl. én stor vinmenu – ellers vand/sodavand. I en Bedst i Nordjylland-sammenhæng er det et stærkt value for money-udgangspunkt, når håndværket sidder. Det gjorde det her.
Snacksene var små hapsere, der gjorde præcis det, de skulle: vække appetitten og sætte retningen: chili cheese tops med jomfruhummer, jalapeño og koriander; en krustade med krabbekød og dild; soyamarineret hvilling på sprød tapioka; friteret torsketunge – og til sidst en stor, kødfuld oliven, der fik lov at stå som et lille punktum.
Og lad os lige dvæle lidt ved torsketungen. Det er sådan en detalje, der afslører, om et køkken bare laver fisk – eller om de kender den, sådan rigtigt. Torsketunge er ikke “tunge” i klassisk forstand, men det lille møre, velsmagende og saftige stykke kød fra underkæben under hagen. Det er en delikatesse, mange aldrig får præsenteret, og som kræver, at nogen har været tæt på råvaren og ved, hvad der er værd at gemme. For mig – der selv har min gang i Strandby i kraft af mit arbejde – giver det respekt at se den brugt her.
Til snacks fik vi en Grüner Veltliner fra Weingut Josef Fritz, i Wagram. Den var tør og rank med den der grønne friskhed og syre der gør underværker, når der både er fedme, salt og lidt chili i spil. Den løftede snacksene, ryddede ganen og satte stilen for aftenen, uden at tage opmærksomheden fra maden.
Brødet fortjener sin egen hyldest. Lunt surdejsbrød med sprød skorpe og saftig krumme – dertil pisket smør med hvid soja og ristet sesam. Det var skamløst godt, og man skulle lige tage sig sammen for ikke at spise sig mæt i brød og smør, før aftenen overhovedet var gået i gang.
Første ret var en sart og skarp start: let-saltet torsk med persillecreme, brændte agurker, cashewnødder, melon og et spændende løft fra yuzukosho – en japansk citrus-chili-paste, der giver både friskhed og et lille grønt bid – samt citrongræsjuice. Her var køkkenets dygtighed igen tydelig: saltningen sad, og retten havde en lethed, friskhed og aromatik (ikke mindst fra citronverbena), som gjorde den elegant og helt rigtig som åbning på menuen.
Til retten drak vi den samme Grüner Veltliner fra Weingut Josef Fritz, i Wagram, som til snacksene – og det fungerede fint.
Så kom en dobbelservering. Orzopasta “risotto” rørt med basilikumpesto, mascarpone og ricotta med sprødt hvidløg og grillet jomfruhummerhale smagte dejligt – men blev en smule fad i længden. Den manglede lige den sidste kant: lidt syre eller dybere umami til at holde den interessant hele vejen. Til gengæld var den anden halvdel langt mere spændstig og interessant: hårdt stegte fladbrød med tydelig ild/grillsmag, estragon-tzatziki, stegt blomkål med honning, granatæblekerner og friteret persille. Der var fuld knald på smagene – måske lige på grænsen til det søde – men retten havde karakter. Og jeg ville ærligt talt ønske, der havde været én mere.
Hertil fik vi aftenens bedste vinmatch: en orangevin fra Slovakiet; Slobodne “Devina”. Den er lavet som naturlig vin – ufiltreret og med minimal svovl – og på druen Devín, som er en slovakisk krydsning mellem Gewürztraminer og Veltliner. Vinen er lavet med skindkontakt, hvilket giver den gyldne/orange farve og den lille tanninstruktur, der gør orangevin så oplagt til retter med ild, urter og sødme. Den var lige præcis sådan en vin, der fik de brændte toner, urterne og den varme sødme til at spille sammen. Hvis vi senere i sæsonen skal kåre et oplagt vinmatch til en særpris, så er den her kombi allerede skrevet ind som en helt oplagt kandidat.
Aftenens højdepunkt kom kort efter – og det var serveringen, jeg stadig kunne smage dagen derpå: store, perfekt tilberedte blåmuslinger på puré af fermenterede hvide asparges og miso, med små nye kartofler, skummende muslingefond og delikate syltede hybenroseblade. Den ret viste, at køkkenet ikke bare kan ramme kernetemperatur på fisk. De kan også bygge smag i mange lag, arbejde med fermentering og få umami til at sidde i alle ganens afkroge uden at det bliver tungt og overvældende!
Til retten fik vi en Chardonnay fra Viberti, i Piemonte. Den var floral og fedmefyldt med et fint syrebid, men kom lidt til kort over for rettens store smag.
Nu blev der serveret en øl fra et af mine yndlingsbryggerier – lokale Bad Seed Brewing – med øllen “Range Life” der er en California Common. Den skulle matche en ret med tempereret kullerloin, og her kommer der altså endnu et anerkendende kokke-nik fra en fiskekokkekollega: fisken var glasklar, super saftig og tydeligvis tilberedt med tålmodighed – jeg gætter lav varme. Med hårdt ristet malt og syltede grønne ferskner fungerede det rigtigt godt sammen med øllets humlede bitterhed. Det var godt tænkt. Og det virkede.
Næste ret var sprødstegt skærisingfilet med saltbagt knoldselleri vendt med den mellemøstlige krydderiblanding (en personlig favorit) za’atar, bånd af glaskål og spæde ramsløgsskud – og en klassisk hummersauce med cognac. Retten i sine grundelementer er set før i uendeligheder, ja. Men her sad den altså lige i skabet. Fisken var stegt hårdt og præcist. Sellerien smagte igennem. Og saucen viste, at de også kan deres klassikere – og tro mig, den kan så nemt fejle! Ikke her!
Til den ret fik vi et køligt glas rødvin (blend af Merlot og Cabernet Sauvignon) fra Glendirk, i Klein Konstansia i Sydafrika. Det var aftenens mindst heldige vinmatch. Jeg forstår tanken, men her føltes vinen mere som et forsøg på at please gæsterne med et glas rødvin end som et match, der reelt løftede retten – uagtet at det var et skønt glas rødvin. Og tro mig: jeg er ellers en ivrig fortaler for rødvin til fiskeretter – men her fungerede det ikke for mig.
Desserten var frisk og meget enkel: lime-fromage med ristede hasselnødder, sprød honeycomb, frisk mynte og blåbærgranitée. Let, ren og uden fejl – måske også lige til den simple side som finale. Men den smagte altså godt og havde en dejlig, forfriskende effekt efter en menu med masser af smag og umami.
Til desserten fik vi en Recioto di Soave fra Corte Moschina, i Italien. Den var sød og duftede næsten af Haribo-vingummi (på den gode måde) men jeg savnede lidt mere syre og spændstighed til at matche lime og granité.
Servicen var gennemgående yderst kompetent, opmærksom, vidende og serviceminded. Mad og vin blev forklaret med ro – og med den rigtige mængde information. Vi kom tidligt (kl. 17), og der var tydeligvis styr på front of house hele vejen igennem aftenen, også da huset senere kørte op i et fyldt aftenflow med dobbeltseating enkelte steder. Det er rart at se et sted med momentum – og stadig med kontrol og overblik.
En lille anke – og helt lavpraktisk: Vi ville oprindeligt bestille to store menuer til os voksne og to små til børnene, men fik at vide, at hele bordet skal bestille samme størrelse. Det er helt fair som politik – det bør bare stå tydeligt på hjemmesiden, så man ved det på forhånd. Og så sad vi i en bås ud mod Vesterbro, hvor bænkeløsningen gjorde det svært at justere afstand og sidde helt komfortabelt – og når en menu tager 2–3 timer at komme igennem, betyder siddekomfort jo faktisk noget.
Til gengæld går rygtet på, at Emil i løbet af 2026 rykker i større lokaler nede ved Stjernepladsen på Østre Havn. Hvis det holder, giver det gode muligheder for at få endnu bedre plads omkring bordene – uden at ændre på det, der allerede fungerer rigtig godt på tallerkenen.
Samlet set leverer Emil en aften, hvor fisk og håndværk er i centrum, og hvor det meste sidder lige i skabet. Når de rammer plet, rammer de højt – især på muslingeserveringen. Vinmenuen havde et par virkelig gode øjeblikke (orangevinen var aftenens bedste match), men også et par skud forbi. Helheden og prisen hænger dog rigtig fint sammen.
Jeg giver Restaurant Emil 2 stjerner af Bedst i Nordjylland / Value for Money-skalaens mulige 3 for en oplevelse med pivfrisk fisk, tydelig disciplin og stærk value for money.
Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger foregår uvarslet og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, Brønnum, DEBA Fisk, Ringkjøbing Landbobank – Private Banking Aalborg, Storgaard Vin og Forlaget Gastromani. Læs mere om Bedst i Nordjylland / Value for Money og find flere af vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk.
Skribent Jacob Dahl Andersen, 31. marts 2026
