
Læs mere om karaktergivningen her
Den afslappede sommerstemning var i centrum, da Bedst i Nordjylland / Value for Money’s Søren Hjorthøj besøgte restauranten på Strandhotel Klitrosen i Slette Strand. Både i menuen og på stranden mærkede man, at det er blevet midsommer.
Området omkring Slette Strand, Lien og Svinkløv er et af de smukkeste områder i Danmark. Og netop her – med direkte adgang til klitplantagen og havet ligger Strandhotel Klitrosen. Siden 1916 har der på stedet været badepension, og stedet må dengang have føltes meget afsides beliggende. I dag er der stadig langt til storbyen, men området er et populært udgangspunkt for aktive ferier, og
Hotel Klitrosen, der i dag ejes af den lokalt opvoksede forretningsmand, Villy Jæger, har ambition om at tilbyde såvel ophold som gastronomiske oplevelser under den polske kok Mateusz Wawrzyniak, som tidligere har huseret på blandt andet Tabu.
Denne aften blev der efterhånden godt fyldt i restauranten, og dagens tilløbsstykke viste sig at være et Skt. Hans tilbud til 195 kr., der inkluderede Porchetta med nye kartofler, sommergrønt og klassisk brun sauce. Gæsterne i restauranten lod til at være såvel hotelgæster med flerdagesophold – som gæster udefra.
Restauranten tilbyder et mindre udvalg af à la carte-klassikere, heriblandt Vesterhavsrødspætte, Stjerneskud og lignende, men vi valgte selvfølgelig – tro mod Bedst i Nordjylland-konceptet – at afprøve sæsonmenuen.
Fire retter koster 525 kr., og ud fra menukortet kan man vælge 2 forretter, en hovedret og en sød dessert.
Det er også muligt at tilkøbe en ostetallerken. For 320 kr. får man derudover mulighed for at benytte vinbaren i 2 timer, hvor der er fri adgang til diverse rimelige hvide og røde vine.
De karamelliserede hvide asparges var grillet til perfektion og serveret med muslinger og en ramsløgsauce med god syre, der matchede fint til asparges. Da jeg nu er en stor fan af asparges, måtte jeg også kaste mig ud i en anden forret, nemlig grillede grønne og hvide asparges med sauce blanquette og et pocheret æg. Igen var aspargesene fint tilberedt, og sammensætningen med æg og blanquette var klassisk – omend også smagsmæssigt en lille smule voldsom.
Den skindstegte kuller hvilede på et leje af sommergulerødder, ærter, sorte linser og blev serveret med en beurre blanc tilsat tomat. En fin og sommerlig ret, der understregede stemningen denne aften.
Med en kærnemælks-panna cotta, ærteis og hvid chokolade-crumble rundede vi menuen af.
Da vi denne Sankt Hans-aften var et selskab på fire, blev der også lejlighed til at smage et lille udvalg af de øvrige retter, som man kan vælge ud fra. Særlig ros lød fra mine medspisere til:
– En (velvoksen) sprødstegt kroket med laks (forret)
– Skaldyrsravioli serveret i en bisque (forret)
– Rosastegt andebryst med salsa verde på bund af perlebyg, ærter og bacon
– En flot rabarber-pavlova med vaniljeis og pistacie
Hotel Klitrosens restaurant formår at gå den svære balance mellem at tilfredsstille et publikum, der oftest vælger hurtigt og enkelt à la carte, men som også en gang imellem gerne vil udforske et mere ambitiøst køkken. Især i omgangen med asparges og de øvrige sommergrøntsager synes jeg, at Klitrosen gjorde det godt. Stor ros også til vores søde tjener, der virkelig løste opgaven flot.
Vi belønner oplevelsen med én af Bedst i Nordjyllands maksimalt tre stjerner.
Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, Oluf Brønnum & Co, DEBA Fisk, Ringkjøbing Landbobank – Private Banking Aalborg, Storgaard Vin og Forlaget GastromMani. Læs mere om dem og find alle vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk















Skribent og fotograf: Jacob Dahl Andersen, 10. juni 2026.












