
Læs mere om karaktergivningen her
Bedst i Nordjylland – Value for Money anmelder oplevede en vidunderlig aften på Brøndums Hotel, hvor køkkenets tradition og nytænkning gik hånd i hånd. Og så gjorde fornemmelsen af sommer og sol i centrum af Skagen oplevelsen helt uforlignelig.
Bedst i Nordjyllands Søren Hjortshøj besøger Brøndums Hotel i Skagen
Der er bare visse steder, der forbliver en institution i nordjysk gastronomi. Brøndums Hotel er præcist sådan et sted, hvor tradition og stemningsfulde rammer går hånd i hånd med fornyelse.
Og om sommeren – i 25 grader og solskin – tilbyder Skagen bare noget unikt.
Vi blev tilbudt at sidde udenfor, og hotellet havde samme dag premiere på en udsendørs cocktailservering i bløde loungemøbler. Hvem kunne sige nej til det?
Lidt senere gik vi længere ind i forhaven, hvor der var dækket op. Det var ikke mange gæster, der denne aften ønskede at sidde indenfor.
Brøndums Hotel har et fast klientel af gæster. Det mærker man. På den gode og ubesværede måde. Det er tydeligt, at den erfarne tjenerstab er vant til at tage sig godt af gæsterne på en afslappet og samtidig professionel vis. Når man kigger til de øvrige borde, er det tydeligt, at mange gæster foretrækker à la carte; i hvert fald gik den store flotte stegte rødspætte igen på de fleste borde, men også østers og køkkenets klassiske fiskesuppe så ud til at være i høj kurs.
I køkkenet regerer Mikkel Heuck, der efter flere år på bl.a d’Angleterre og Kong Hans Kælder er vendt hjem til sine nordjyske rødder.
Sæsonenuen Brøndums Inspiration med fem retter koster 750 kr. og tilhørende vinmenu 725 kr.
Fire retter med vin fås for hhv. 655 og 615 kr. Vi bestilte en Brøndumsaften (fem retter) med tilhørende Champagne, snacks, vinmenu, vand, kaffe, avec og petit fours til 1.895 kr. Men denne anmeldelse tager primært udgangspunkt i snacks, menu og vin, der tilsammen ligger i det leje, hvor Bedst i Nordjylland Value for Money normalt kan være med, dvs. ca. 1500 kr.
Som snacks fik vi serveret en lille crustade med meget fint, ikke overkogt, hummerkød og citrus; En smagfuld lille ostevandbakkelse med Skagenskinke; og en stegt polenta-kugle med fyld af majscreme tilsat Piment d’Espelette. Dertil et velvoksent glas Les Mesnil Champagne. En god start.
Den første ret var en smagfuld overraskelse med hakkede søsters og letsyltet agurk og toppet op med en fin agurkeis. Det fungerede rigtig godt og var en læskende start i sommervarmen. I glasset en Aligoté, der gik fint til retten, omend lidt neutral.
Næste ret var en lille perle, hvor (årets sidste?) hvide og grønne asparges var sat sammen med en dejlig muslingesauce og suppleret med pomelo-frugt og Piment de Espelette. Dertil et glas glimrende Sancerre fra Domaine Pellé.
Derefter kom en klassiker – en kuller stegt på crouton, serveret med blomkålspuré, spinat, dild og en herlig hummerbisque. Og ja.. selvfølgelig et glas kraftig forholdsvist fadlagret Chardonnay fra sydafrikanske Newton Johnson. En perfekt fortolkning af en klassisk ret uden svinkeærinder.
Så gik vi ombord i det tungere køkken. En meget mør, langtidsbraiseret grisenakke med stor dybde i smagen og ledsaget af en æblepuré, palmekål og spidskål samt en indkogt sauce baseret på hønsefond. Vinmæssigt var vi Bordeaux med et dejligt glas 2013 Reserve d’Angludet fra Margaux. Dejligt at man stadig “tør” servere sådan et glas klassisk vin!
I glasset blev nu skænket Riesling Spätlese “Juffer” fra Fritz Haag, og det indvarslede den afsluttende dessert. En lækker sommerret med pocherede rabarber og is baseret på kærnemælk og timutpeber (en nepalesisk variant af Szechuan-peber).
En sådan aften på Brøndums Hotel er ret overbevisende. Her føler man sig i trygge hænder med en utrolig opmærksom service, og som det forhåbentlig fremgår, var maden af absolut høj klasse.
Fra Bedst i Nordjylland – Value for Money kvitterer vi med tre stjerner for en dejlig oplevelse, der både var klassisk og nytænkende. Og faktisk til en absolut rimelig pris. Hvor er vi heldige, at vi i Nordjylland har sådan en institution, der tilmed er åben hele året.
Læs i øvrigt nærmere om, hvordan vi bruger vores karakterskala med op til tre stjerner (tjenerlogoer) her!
På samme hjemmeside finder du også let rundt i alle vores andre Bedst i Nordjylland / Value for Money-anmeldelser.
Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, Oluf Brønnum & Co, DEBA Fisk, Ringkjøbing Landbo Bank – Private Banking Aalborg, Storgaard Vin og Forlaget Gastromani. Læs mere om dem og find alle vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk











Skribent og fotograf Søren Hjortshøj 17. juli 2026












