Sublime serveringer på Vendia Brasserie

Det var med høje forventninger, at Laura Sahl genbesøgte vores tidligere vinder af Bedst i Nordjylland. Nu er spørgsmålet bare: Er niveauet stadig tårnhøjt? Laura glædede sig meget over samtlige serveringer med en kammusling som absolut højdepunkt

Solen stod højt på himlen, så det var i håb om skygge, god mad og et koldt glas bobler, at turen gik mod Hjørring. Bryghuset Vendia Brasserie ledes af direktør, Kristian Rise. Køkkenet er kendt for at kombinere det nordiske med det klassiske franske køkken. Der er stor fokus på råvarer i sæson og høj kvalitet.

Kristian Rise driver parallelt Vendia Gourmet på samme adresse (Bryghuset Vendia), der i mange år har været omtalt i Michelinguiden. Vores Bedst i Nordjylland / Value for Money-budget rækker desværre ikke til deres gourmetoplevelse, som jeg også ved er utrolig populær. Men mindre kan bestemt også gøre det.

Det var derfor meget spændende, hvor højt niveauet er i brasseriet i dag. Mine forventninger var høje, da netop brasseriet tidligere har vundet Bedst i Nordjylland for to år side – mens Vendia Gourmet gjorde det tilbage i 2018. Restauranten er moderne og stilren. Der er dækket sirligt op, og man sidder behageligt i den klassiske Y-stol.

Vi valgte “En stor aften i Brasseriet” med 4 snacks med bobler, 5 retters sæsonmenu sammensat af køkkenet, 5 glas vin, stempelkaffe og petit four, vand og hjemmebagt brød m. smør. Altsammen til bare 595 kr. uden drikkevarer og 895 med vinmenu. Efter min mening, en virkelig skarp og yderst “Value for money”- pris.

Amuse: Aspargescreme, ristet panko, røget marv og vesterhavsost.

God smag af hvide asparges. Fin og mild lille velkomst.

Snacks (4. stk):

  • Krustade m. torskerognscreme, Panko og karse.
  • Radise m. malt og ramsløgscreme.
  • Agurk m. rygeost, glaskål og løg støv.
  • Kroket m. grøn mayo.

Skøn start på middagen. Især vil jeg fremhæve krustaden og den sprøde kroket.

Ret 1: Bagt torsk m. spinatpuré, små bagte tomater og luftig hollandaise.

Fisken var perfekt tilberedt, helt glasklar og mør. Saucen var luftig og med god syre. Perfekt match til fisken og de søde tomater. Utrolig dejlig start.

Ret 2: Stegte kammuslinger m. sauce vert, muslinger, grønne asparges, nye ærter og muslingeskum.

Der var stor enighed ved bordet om, at denne ret var aftenens højdepunkt! Perfekt tilberedt kammusling, sprøde, søde og friske grøntsager, der passer til årstiden. Dejlig møre muslinger og en kraftig sauce. En ret, jeg selv bliver nødt til at efterligne i eget køkken.

Ret 3: svampe dumplings i frikassé af nye grønsager, sprøde salater og morkelskum.

Hvor er det dejligt, at få en ret på bordet, med et helt andet take. Klassiske gode smage, pakket ind i et dejligt twist af dumplings. Jeg sætter stor pris på en kødfri ret, især når man fremtryller intens smag og masser af umami frem. God og visuel smuk ret, med masser af velsmag.

Ret 4: kalvefilet m. sort hvidløg, røget marv, karamelliseret gulerod og aromatisk sky.

Jeg er ikke begejstret for en tung hovedret, derfor er det sjældent jeg oplever en hovedret der overrasker positivt, hvilket man må sige, at jeg blev ved denne! Kødet var dejlig mørt og saftigt. Detaljen med sort hvidløg gav retten karakter og dybde. Tilbehøret løftede retten og saucen var godt tilsmagt. En hovedret der var smækfyldt med velsmag, uden den blev tung.

Ret 5: Hvid chokolade m. hindbær.

En dessert der egentlig lød lidt kedelig, men hvor jeg endnu engang blev overrasket. Skøn smag og hvid chokolade, der var god kraftig. Hindbærerne smagte tydeligt igennem, og jeg kunne smage, at der var brugt nye friske hindbær til sorbet og saft. Det er et stort plus for mig, at der bliver brugt gode råvarer i sæson.

Kaffe og petit four:Ssmå hjemmelavede “vingummi”, “romkugler” og små flødeboller. jeg vil især fremhæve romkuglen og flødebollen. Det er tydeligt at alt er lavet fra bunden. Dejlig afslutning på en skøn middag.

Vinene passede flot til alle retterne. Hvis man endnu ikke har besøgt Vendia Brasserie endnu, så er det absolut en køretur værd. Meget stor anbefaling fra mig, da jeg synes man får sublim mad for pengene. Jeg ville ønske jeg kunne give dem 3 store stjerner, men jeg ender på 2, da der manglede en bedre og skarpere betjening. En tydeligere mundtligt præsentation og beskrivelse af både mad og vine, ville jeg også have sat pris på.

P.S Mens alle fotos af serveringer og andet nederst i artiklen er taget er fotos, så er coverfotoet af restaurantindretningen på Vendia Brasserie lånt af fotograf Svenn Hjartarson.

Læs i øvrigt nærmere om, hvordan vi bruger vores nye karakterskala med op til tre tjenerlogoer her!

På samme hjemmeside finder du også let rundt i alle vores andre Bedst i Nordjylland / Value for Money-anmeldelser.

Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, SparNord Bank, HKI Ost, OFYR og Deba Fisk. Læs mere om dem Bedst i Nordjylland / Value for Money og find flere af vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk


Forfatter Laura Sahl, 28. juli 2025

Læs flere anmeldelser