Vores anmelder nød en lækker menu på den sommertravle Hirtshals Havn og hævder at han kunne have spist både 70 portioner af cevichen og af hummerbisquen på speed. Også fruens saftmenu gjorde særligt indtryk
Stemningen var i top i byen Hirtshals, da vi ankom i bil og skulle finde et sted at parkere. Byen og ikke mindst havnen var fuld af liv og glade mennesker, og live-musik kom fra teltet, der i øvrigt lå ganske få meter fra vores destination: Simon Emil Schiøtt Christensen’s Restaurant Abstrakt på Hirtshals Havn! Så da vi spadserede fra bilen og over til restauranten, kunne vi nyde tonerne og summen fra byens “Musik under Trappen”-event. Det var superhyggeligt. Jeg har også besøgt Abstrakt engang for nogle år siden, hvor vi var de eneste der gik på havnen den aften.. det kunne også noget! Hver ting til sin tid.
Vi ankommer og vises til vores bord. Dejligt med udsigt til havnen, og faktisk ret mange gæster både ude og inde på stedet i forvejen. En travl dag, men sådan er det jo også ind imellem. Naturligvis også fordi der netop var gang i byen. Vi fandt så også ud af senere, at det største bord på aftenen, faktisk var et bord fyldt med Italienske gæster, der var kommet forbi på deres vej videre nordpå. Skønt! De havde en skøn aften.. .det var tydeligt.
Min medspiser denne aften var fruen, og hun har været rar at tage køre tjansen hjem, så jeg kunne fint bestille både velkomst cocktail og vinmenu. Fruen nøjedes med en enkelt cocktail, og så stod den ellers for hendes vedkommende på saftmenu for resten. Alt var i den skønneste orden vedr. de drikkelige elementer i øvrigt. Ikke mindst var fruen meget glad for sin “Creme Brülé”-cocktail – med smeltet sukker og det hele. Lækkert! Og der var i den grad leget med mange sjove og gode elementer i saftmenuen, der passede godt til retterne. Vine kan ses i billederne, og det match fejlede heller ikke noget på dette niveau. Fremhæves skal husets “egen” Riesling (i hvert fald på etiketten), samt den fine Spätlese vi fik til desserten!
Vi valgte begge 7-retters menuen, som bestod af følgende:
Ceviche – på vesterhavsfisk med sommersalat
Rester – alt godt fra køkkenet sat sammen til endnu en smagsbombe
Kulmule – stegt på brød med ærter, rabarber og hyldeblomst
Nye kartofler – med løvstikke og havgus
Grillspyd – med tomat
BBQ gris – med bacon kartoffel og grønt
Jordbær – med hvid chokolade og rom
Pris fra menukortet: Kokkens valg – 7 Serveringer – 600,- (drikkevarer menu med eller uden alkohol 450,- udvidet 750,-) så i alt kr. 1.050,- (plus “Den onde” blev det så 1.300,-).
Maden var altså virkelig god, og ikke mindst følte vi os også godt serviceret igennem hele aftenen, og mange fra både køkken og salen var forbi med deres del. Fremhæves skal i den grad de første 3 serveringer, hvor detaljerne både visuelt og smagsmæssigt var i top. Cevichen kunne jeg fint have spist 70 af, og “Rester” viste sig at bestå af en “hummer bisque” på speed! Utroligt velsmagende og rig! Også 70 af den tak! 🙂 Det er ikke store retter, men meget hellere mindre retter med STOR smag, end store retter med mindre smagsoplevelse. Så den er vi helt med på!
Ud over velkomstcocktail, bestemte vi os også for at tilføje med en “Den onde”-servering, Simons ”Velfærdslasagne” med et nederste lag – anrettet i en lille kaviardåse – af sorthummerklo med selleri og trøfler og oven på et lag med stegt foie gras, toppet med kaviar og masser af revet sorttrøffel. En lille smagseksplosion,. En ret der er hevet ind i restauranten fra “Gourmet Skuret”, som er en anden men garanteret kæmpe oplevelse ude bagved. Vi så skuret inden vi tog hjem, og det, derude, skal vi også op en dag og nyde en aften. Helt sikkert. Det var en super umami smagsoplevelse i øvrigt. Tag den gerne med hvis i kommer forbi. Jeg nævner den også, da den stadig økonomisk kan være med i vores maks beløb på omkring de 1500,- pr. person.
Om stedet i øvrigt: Med ti meter til kajkanten i det rå fiskeri-, industri- og færgehavnemiljø i Hirtshals ligger Restaurant Abstrakt – placeret i et 100 år gammelt tidligere maskinværksted, der i nyere tid også har huset bl.a. en Harley Davidson-butik. Siden 2017 har Simon og hans kone Kamilla imidlertid udviklet deres yderst afslappede gourmetrestaurant på lokationen. For et par år siden fintunedes Abstrakt-konceptet yderligere, da Simon korrigerede fra relativt voluminøse 3, 5 og 7 retters menuer til mindre, men flere nu 5, 7 og 10 serveringers-menuer. Til priser, der stadig nemt kan matche både Aalborgs og Skagens. Deres egen forretning har Simon og Kamilla de seneste år ladet brede sig til nu også at indeholde søsterrestauranten Konkret inde i Hjørring, som Simon har ladet en af sine dygtige tidligere elever stå for den daglige gastronomiske drift af.
Den samlede oplevelse giver flot hele to “Bedst i Nordjylland” logoer, i forhold til “Value for Money”-delen, kontra hvad stedet formår. Det var en virkelig dejlig oplevelse samlet set, og nogle virkeligt dygtige og rare værter, samt personale.
Læs i øvrigt nærmere om, hvordan vi bruger vores nye karakterskala med op til tre tjenerlogoer her!
På samme hjemmeside finder du også let rundt i alle vores andre Bedst i Nordjylland / Value for Money-anmeldelser.
Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, SparNord Bank, HKI Ost, OFYR og Deba Fisk. Læs mere om dem Bedst i Nordjylland / Value for Money og find flere af vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk




























Forfatter Michael Jul Jensen, 26. juli 2025












