Midt i den pulserende trafik på Vesterbro finder man den nytænkende asiatiske Restaurant Nam, ejet af Kim Jeppesen og Anne Menendez. Der bliver – meget velllykket – taget udgangspunkt i smage fra Vietnam, Thailand, Japan, Korea, Kina og tilbage til Danmark igen.
Den ene ejer Kim Jeppesen, har selv rødder i Vietnam og Danmark. Man mærker tydeligt Kims – og køkkenchef Gridsada “Kid” Khamhomkul’s – store passion for at lege med traditionerne på tværs af landene. Han arbejder med de nordiske råvarer og giver dem sit eget twist. Navnet på restauranten er både et udråbsord for “velsmag”, men det er også navnet på Kim Jeppesens far.
Der er høj stemning i den fyldte restaurant, og vi bliver opmærksomt budt velkommen. Loftet er fyldt med flettede lamper, der giver en varm belysning. Bordet er flot dækket op, og jeg oplever tydeligt den nordiske stil med et asiatisk touch.
Vi går med “Den store Nam-pakke” med 15 serveringer (der kommer over 6 omgange). Køkkenet bestemmer menuen.
Pris: 725 kr. uden vinmenu, med vinmenu 1295 kr.
Vi startede med en lille “velkomst a la Nam”: Krydrede puffede chips med trøffeldip, hvortil fik vi stedets signatur cocktail. Dejlig start, vi fik absolut kun lyst til mere.
Snacks:
Yuzu-syltet ananas m. chili salt
Tom kha-suppe m. hvide asparges, kaffir lime
Sprøde pankorejer m. Vesterhavsost og urtecreme.
Minitærte m. taskekrabbe, den chili-smagende gochujang, rabarber og kimchi.
Dejlige snacks, der både havde fedme, knas og syre. Jeg vil især fremhæve den lille tærte med taskekrabbe. Dem kunne jeg spise mange af.
Efter en dejlig start kom der nu (i et behageligt tempo) små forskellige serveringer på bordet.
Første servering:
Kammusling med nuoh mam ot xanh, pomelo og ristede løg.
Jomfruhummertatar & grøn karry
Masser af velsmag. Kammusling var frisk og dejlig spicy. Den lille jomfruhummertatar sad lige i skabet.
Anden servering:
Vesterhavsfisk med nye danske kartofler, ponzu og røget sesam.
“Som tam salat” med grønne asparges, nahm jim-chili sauce, tomater og peanuts.
Dejlige små deleretter med stor velsmag.
Tredje servering:
Cremet tofu, appelsin, miso og pinjekerner.
Yakitori-grillet kyllingevinge med saltet lime BBQ og zaab zaab.
Jeg må fremhæve den velsmagende kylling, der var godt krydret. Visuelt en flot servering.
Fjerde servering:
Dumplings med trøffelcreme og svampe.
Oksemørbrad med grillede hvide asparges, ramsløg og brunet soyasmør.
Det var nogen af de bedste dumplings, jeg har fået serveret. Jeg savnede lidt mere mørhed på oksemørbraden. Tilbehøret passede flot til retten, og var veltilberedt.
Desserter:
Saltet karamelcreme med granité
Chokoladesorbet med knas, kondenseret mælk og sweet salsa.
Små rabarbertærter.
Jeg var vild med de små desserter. Vi blev lidt overrasket over den spicy chokolade dessert, men det passede til retten. Rigtig dejlig afslutning på en god middag.
Vinene der blev serveret, var flot afstemt til alle retterne.
Alt i alt havde vi en utrolig dejlig aften på Nam. Betjeningen var afslappet, men professionel. Der var fuldstændig styr på beskrivelsen af mad og vin.
På Restaurant Nam får du Value for money, god betjening og dejlig mad. Jeg takker for besøget, og kommer helt sikkert tilbage.
Jeg giver Restaurant Nam 2 stjerner.
Læs i øvrigt nærmere om, hvordan vi bruger vores nye karakterskala med op til tre tjenerlogoer HER!
På samme hjemmeside finder du også let rundt i alle vores andre Bedst i Nordjylland / Value for Money-anmeldelser.
Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, SparNord Bank, HKI Ost, OFYR og Deba Fisk. Læs mere om dem Bedst i Nordjylland / Value for Money og find flere af vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk

























Forfatter Laura Sahl, 21. juni 2025












