Vandret topper igen med Dennis’ spændende smagsmix

Det var bestemt ikke en enlig svale, da Christian Middelboe og Jette Nielsens lille, dengang nyåbnede gourmetperle, Restaurant Vandret i Løkken – i 2023 – overraskende nåede hele veje til vores Bedst i Nordjylland-finale. Det niveau fik vi nemlig grundigt bekræftet, da fruen og jeg genbesøgte hotelrestauranten af samme navn tirsdag aften…

…ligesom min jurykollega, Laura Sahl, på samme tid sidste år også følte sig ”blæst bagover”. Sommerfuldt hus på det afslappede lille sted, hvor sæsonmenu’en byder på ren fisk & skaldyr plus en masse gode bær, grøntsager og lækre saucer.

Dennis Boe Carlsen i Vandret-køkkenet kan stadig kreere mad, så mågerne nede på stranden synger (eller hvad de nu gør!). Hans fortid hos bl.a. Bühlmann og Brøndums fornægter sig ikke. Og så kan han tydeligt stadig lide at overraske og præsentere os for nye smagssammensætninger, som bare holder.

I aftes bl.a. allerede i den første af tre lækre snacks, østers med jordbærstykker og letsaltet jordbærsaft, ingefærolie og hybenrose. Vi elsker og nyder ofte østers, når det er muligt. Og derfor også fedt en gang i mellem at blive præsenteret for en ny smagsvariant, som holder.

Første forret: Saltet helleflynder med syltet og frisk tomat, koncentreret tomatsaft, kinaradise og et strejf af koriander . Lige i skabet igen.

Anden forret med Limfjordshummer med hydreret gulerod i tre teksturer, hasselnød og sauce på hummersmør og gulerodsjuice  – generøst til prisen, veltilberedt og smukt.

Tredje forret: Lange med friske ærtebælg, bønner og spidskål, og sauce på de komplekst smagende Katsuobushi – tunflager og angiveligt også saltsyltet citron: Tog sig flot ud og knasede også sprødt ud med grøntsagerne i munden. Personligt fandt jeg dog selve fisken lidt undersaltet.

Hovedretten: Dagens fangst af veltilberedt grillet men stadig saftig havtaske indeholdt lutter glimrende elementer. Fisken med fermenteret hvidløg, courgetter og lækker karryagtig sovs (vaduvan) og de nye nordjyske kartofter med løvstikker, som vi selv kunne dosere fra en lille skål, var mixet med en delikat sauce på Naturmælks krystalknasende Høost. To meget lækre elementer, hver for sig. Og alligevel virkede det måske som lidt overkill med selvstændig sovs til kartoflerne.

Retten havde i mine øjne stået endnu skarpere, hvis kartoflerne alene havde være vendt i smør eller lignende.

Og så nåede vi frem til desserten: Øverst iscreme på stikkelsbær oven på friske ærter og grønne jordbær med kefirfløde og hyldebær. Igen en skæg, smagsbalanceret og vellykket kombination.

Savnede ikke kaviar

For 1449 kr pr. person fik vi hele ovennævnte herlighed inkl hele seks fine vinmatch begyndende med Champagne til snacks og det lækreste grydebrød – den næststørste Vandret-menu kaldet ”Stor Vandret.”

For 1749 kr. kunne vi i stedet også have fået ”En hel Vandret-aften, ” der udover det nævnte også havde inkluderet en ekstra, sikkert lækker, indledende kaviarservering, samt afsluttende kaffe, avec efter eget valg og Petit Four. Så mange penge ligger imidlertid ikke i vores Value for Moneybudget på max 1500 kr. Godt mætte og tilfredse følte vi imidlertid heller ikke, at vi havde manglet noget – heller ikke kaviar.

Med den opmærksomme personlige betjening som Jette og Christian giver, så giver jeg max karakteren tre stjerner (Tjenerlogoer) for oplevelsen. Mindre kan ikke gøre det. En gang må vi også unde os selv at overnatte på deres hotel, Vandret, særligt hvis sengene og morgenmad er bare tilnærmelsesvis lige så god.

Læs i øvrigt nærmere om, hvordan vi bruger vores nye karakterskala med op til tre tjenerlogoer her!

På samme hjemmeside finder du også let rundt i alle vores andre Bedst i Nordjylland / Value for Money-anmeldelser.

Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, SparNord Bank, HKI Ost, OFYR og Deba Fisk. Læs mere om dem Bedst i Nordjylland / Value for Money og find flere af vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk


Forfatter Mads Stenstrup, 10. juli 2025

Læs flere anmeldelser