Autentisk oplevelse med god mad på Thyholm

Høje paneler, lavt til loftet, pejsestue og ikke mindst udsigt til Limfjorden.
Du er ikke i tvivl om stedets autenticitet, fra det øjeblik du træder ind af døren.
Og så serverer de god mad på Tambohus Kro

Køreturen er lang, men bestemt ikke forgæves. Du hives igennem smukke Morten Korch-agtige landskaber, med marker så langt øjet rækker og Limfjorden ved din side næsten hele vejen.


Vi ankommer til Tambohus Strand og kroen på Thyholm, og allerede inden vi går ind af døren fornemmes stedets autenticitet. Du bliver mødt af den lange lave bygning med hvide, sprossede vinduer, hvor der er fyldt med stole og borde ude foran, som tyder på en travl udeservering til sommer. Og sikke et skønt sted at sidde at spise, Limfjorden og udsigten til Jegindø er lige på den anden side af vejen.


Vi fortsætter mod den sorte hoveddør og bevæger os indenfor. Vi bliver mødt af en tjener i entréen, hvor vi bliver vist mod deres gourmetrestaurant Fjordværk (en sammentrækning af Limfjorden & Håndværk). Her rammes vi virkelig af, at vi er på ”kroen”, høje lyseblå paneler, lavt til loftet, autentisk vægkunst, som passer i farverne og marineblå Y-stole, ja stilen er gennemført. Og vi sidder med udsigt til deres pejsestue, hvor der selvfølgelig er tændt op i den åbne pejs.

Vi bliver sat ved et lille bord, hvor der i bedste klassiske stil er dækket op med intet mindre end seks sæt bestik, seks vinglas, vandglas, sidetallerken og flot vifte foldet ud af servietten.

Vi bliver ført igennem krofatter Karsten Mølgaard Pedersens ganske flotte og klassisk udført 6-retters menu. Han har også huseret på stedet i 25 år, har jeg læst:


1. Røgede kammuslinger – syltede hvide asparges – ramsløg – rygeost
2. Ristet havkat – nye løg – beurre blanc – fleuron
3. Hvide asparges – Gråsten kylling – spinat – bouillon
4. Dansk kalv – grønne asparges – ærter – gulerødder – nye kartofler – løvstikke
5. Fuldmåne ost fra Thise – rabarber – knækbrød
6. Jordbær – vanilje – honning – fløde – sødskærm

Efter menuen sidder vi begge tilbage, mætte og tilfredse. Oplevelsen er god, maden er så klassisk, at man næsten bringes tilbage til mormors klassiske køkken. Vi er blevet kørt igennem, krystalklar consommé, sprængt oksespidsbryst med peberrodssauce med nye danske kartofler på siden som et par eksempler.

Den ene af os havde bestilt fuld vinmenu til vores 6-retters gourmetmenu, som vi begge har forudbestilt inden besøget. Den anden ønsker kun et enkelt glas vin, da vi kører hjem samme aften. Her blev vi dog ikke spurgt, hvilket glas vin man ønsker. Eller alternativt juicemenu. Der bliver blot skænket, forklaret kort ”Hvid bourgogne, velbekomme.”

Brødet med pisket ramsløgssmør blev også serveret uden forklaring, men bestemt forståeligt: Desværre temmelig tørt, hårdt og kedeligt.

Desværre skuffer vinmenuen og servicen, derfor ingen ”BIN – kokkehuer” denne gang, da jeg vil vurdere oplevelsen ”på kanten af Value for Money”. Men maden og kroen er helt klart et besøg værd, hvis man befinder sig på disse kanter.

Alt i alt en autentisk oplevelse for pengene.

6 retter: 699,-
6 glas vin: 550,-

Bedst i Nordjylland/Value for Money’s testspisninger foregår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af Revisionsfirmaet Beierholm, Spar Nord Bank, HKI Ost, Deba fisk og OFYR. Stor tak til dem.

Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, SparNord Bank, HKI Ost, OFYR og Deba Fisk. Læs mere om dem Bedst i Nordjylland / Value for Money og find flere af vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk


Forfatter William Kærup, 7. juni 2025

Læs flere anmeldelser