Fuld fart over fyldte, fine Fumo

Helt fyldt på en ellers flad onsdag. Lucas Baldis og Kevin Sloths pizza-orienterede Restaurant Fumo i det overvejende ungdommelige studieboligmiljø på Aalborgs gamle godsbaneterræn virker til på to-et-halvt-år at have skabt en stemningsfuld og bragende succes

Og så smager deres mad også dejligt italiensk, kunne vi konstatere. Uden at det italienske dog kategorisk er valgt, hvor andre råvarer og smagsgivere for køkkenet giver mere mening.

Fumo er mere end bare et pizzeria. Halvdelen af aftenens mange gæster så ud til at vælge menuen, hvilket ”overtjener” Peter Nielsen også bekræftede var typisk, mens han sørgede for, at vi blev opmærksomt serviceret og orienteret i passende tempo på vej gennem den travle aftens syv velfungerende og ganske forskellige serveringer.

Lucas, Kevin og Peter mødte i sin tid hinanden, da de arbejdede på Aalborgs klassiske klasseitaliener SanGiovanni. Køkkenchef Lucas, der selv er halv italiener, havde ideen til Fumo, hvor det italienske ofte blandes med lidt andre smagsnuancer med udgangspunkt i den store træfyrede ovn. Stedets brug af mange nordjyske råvarer skyldes måske, at Lucas også arbejdsmæssigt har været forbi bl.a. Svinkløv Badehotel. Med regnskabsuddannede Kevin ser de to ihvertfald ud til at have skabt en sund og velsmagende forretning

Min bedre halvdel og jeg, der den aften også fejrede bryllupsdag med vores yngste, havde lagt vægt på at ramme dette fine sted, hvor der også er plads og mad til børn.

Vi nød altså den af køkkenet sammensatte syv-serveringers Fumo-menu med tilhørende fire glas vine valgt af huset – heriblandt var i øvrigt kun to af menuens fire vine fra Italien. På forhånd loves man et udvalg af charcuteri, surdejsbrød, sæsonbestemte retter + dessert – samt en delepizza til 2 pax efter eget valg blandt husets 7 forskellige, der også kan købes ud af huset.

Vi fik majmenuen:

  • Starter: Kalix Løjrom med letgrillede grønne og hvide asparges, brunet smør, blanquette, urter og citron – en rigtig forårsbebuder. Vin: Terrebianca, Alta Langa, Chardonnay fra Piemonte

Herefter forskellige hapser tilføjet surdejsbrød bagt i stedets brændefyrede pizzaovn af 4 forskellige slags mel og serveret med pisket smør (jeg kan altså bedre lide smør end olie til brødet – så helt i orden, skønt netop en Fumo-typisk kende uitaliensk):

  • Stracciatella: Mozzarella revet og mættet med piskefløde serveret med sprøde urter. En frisk fyldig oplevelse.
  • Charcuteri fra Pedrazzoli-slagterne i Lombardiet: Lækkert lufttørret Coppa, hvidløgssalami, fennikelsalami, samt syltede gulerødder i hvidvinseddike med asiatiske smage.
  • Saltet agurk & Batak peber serveret med saltet yoghurt fra Thise og sennepssauce med dild.

Vin hertil var en skøn ikke for sur: Knewitz,Rheinhessen Riesling fra Appenheim

  • Pizza: Vi valgte – på Peters anbefaling – en også børneegnet “Pepperoni” med salsicca picante også fra Pedrazoli, og San Marzano-tomat sauce, la Treccia mozzarell og dansk feta fra Tepstrup, aromatisk olie og frisk oregano. Pizza, som det skal gøres luftig og velovervejet ikke for overpyntet

    Hertil en skål med marineret grillet broccoli, vendt i estragoncreme, serveret med estragon og parmesan.
  • Hertil hørte nok en rødvin. Vi ville hellere have hvid og nød det tilbudte gode glas Domaine Simonin, Bourgogne-Chardonnay fra Saint Veran
  • Desserten var endnu en frisk og let forårsbebuder: Kærnemælks sorbet på sød rabarberbund tilføjet syre ctironverbena og citronskal.

Dessertvin : Donnafugata, Kabir, Pantelleria, Moscato, der smagte, som etiketten antydede, af dejlig italiensk sydlig middelhavsø.

Som pizzeria hører Fumo absolut til i den bedste ende med – efter nordjyske forhold – pænt høje (pizza-)priser også for menuen. Hvorfor man som Bedst i Nordjylland / Value for Money-udsendt må tillade sig også at have høje forventninger, skønt hovedretten jo i menuen i virkeligheden ”bare” er pizza. Men Fumo-drengene levede også til fulde op til vores Value for Money-forventninger.

Så èt sikkert karakterlogo til Fumo – det var en dejlig anbefalelsesværdig Value for Money-oplevelse. Pris pr. person: Menu 395 kr. Vinmenu 325 kr. Vandet fik vi gratis med.

Og lad så være, at tjenerne havde så travlt den aften, at Peter anbefalede, at vi IKKE valgte det ellers tilbudte alternativ til vinmenuen, cocktailmenuen med tre cocktails tilpasset menuen. Det havde jeg ellers haft lyst til. Men vinmatchet var som sagt også rigtigt fint.

Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, SparNord Bank, HKI Ost, OFYR og Deba Fisk. Læs mere om dem Bedst i Nordjylland / Value for Money og find flere af vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk


Forfatter Mads Stenstrup, 25. maj 2025

Læs flere anmeldelser