Surdejsbager træder ind i Bedst i Nordjylland-jury

Hvem når finalen i 2025-udgaven af den nordjyske gourmetrestaurantkonkurrence og vinder den tilhørende hæder og pris og dermed 5. udgave af Bedst i Nordjylland / Value for Money?

Det er fire måneder siden, at HimmerRiget vandt den overdådige seneste finale knebent over Alimentum. Og juryen og jeg er nu så småt gået i gang med at forberede den kommende sæson. Første arbejdsmøde blev holdt forleden på det skønne strandhotel i Blokhus, hvor vi senere heldigvis også blev fyrsteligt beværtet ifm. en her på kanalen tidligere omtalt bogfotografering. Bl.a. finpudsede vi på årets kriterier, kalender, drøftede økonomi og først og fremmest hilste vores nye jurymedlem bagermester William Kærup. Han har på få år tillagt sig umistelig hæder og en hærskare af fans til sit kvalitetssurdejsbagværk i mikrobageriet Breadbykaerup i Aalborgs Vestby.

Det er nu ikke alene pga hans flotte bagværk – eller på denne tid af året de lejlighedsvis lange køer, der helt ude foran bageriet hungrer efter hans eftertragtede fastelavnsboller – der i år har tilføjet netop William til jurykredsen. Den havde behov for supplement da vores mangeårigt agtede medlem og tidligere toprestauratør Claus Bauer, desværre havde ønsket at trække sig. For skønt trods alt kun 32 år, så har William samtidig også en flot fortid som kok på nogle af landets og Nordjyllands bedste spisesteder bag sig, og dermed kompetencer der giver mening i jurykredsen. Bl.a. fra Dragsholm Slot* og Restaurant Palægade i København. Og efter William, der er vokset op i Nibe, og kæresten ønskede at vende tilbage til Nordjylland, også fra navnkundige Villa Vest*, Tabu og Alimentum, hvor han senest var assisterende køkkenchef.

William, vurderer vi, kan tilføre den øvrige jury en ekstra faglighed.

Juryen for 2025 består dermed igen af i alt 5 personer. Nemlig – udover William – fremdeles af:

· Laura Sahl, selvstændig frisør, influencer og tidligere vinder og finalist i TV3s Masterchef.

· Michael Jul Jensen, der ved siden at sit job som rekrutteringspartner hos MAN i Frederikshavn, også er engageret bestyrer af Gourmetkartellet, Facebookgruppen her, hvor vi jo offentliggør vores anmeldelser.

· Søren Hjortshøj, hospitalsdirektør og talentfuld amatørkok og passioneret vinkender.

· Samt overtegnede, selvstændig PR-rådgiver og medforfatter til adskillige bøger om nogle af verdens bedste restauranter.

Samme prisniveau

Fra jurymødet kan det bl.a. fortælles, at vi også i 2025 vil vurdere nordjyske toprestauranter med fixed menues på minimum fire retter inkl snacks samt vinmenu. Og i samme prisniveau som de seneste år, 800-1500 kr, idet vi igen vil give plus point for de mest prisvenlige, hvor det faglige niveau vurderes ens. Det kalder vi Value for Money

Sæsonen for vores anmeldelser vil i år begynde lige efter påske og strække sig henover sommeren. Hvorefter juryen i august samlet vil vurdere vores oplevelser og hvilke fire restauranter vi sender i semifinalerunden for grundigt genbesøg. Hvorefter vi igen vil votere os frem til de endelige finalister til finalen i oktober.

Før vi kommer så langt, vil vi imidlertid igen i år udarbejde en aktuel bruttoliste over relevante nordjyske kvalitetsrestauranter, der kan komme på tale for et uanmeldt testbesøg. Hertil vil vi igen (om nogle uger) anmode Gourmetkartellets brugere om begrundede forslag. Det vender vi som nævnt tilbage til.

Men der er i øvrigt flere nyheder på vej, som vi vil fortælle nærmere op i den kommende tid. Bl.a. om vores spritnye hjemmeside, som snart åbner på www.bedst-i-nordjylland.dk. Her vil I fremover meget nemmere kunne finde bl.a. vores tidligere anmeldelser.

Hos Bedst i Nordjylland / Value For Money lægger vi vægt på selvfølgelig at betale vores regninger for testbesøgene. Det kunne ikke lade sig gøre uden velvillige sponsorer. Også i år vil vi takke vores sponsorer Beierholm, SparNord, og HKI Ost, der også var med sidste år. Samt ikke mindst kvalitetsgrillproducenten OFYR, der heldigvis er ny i sponsorkredsen i år.


Forfatter Mads Stenstrup, 9. februar 2025

Læs flere nyheder