Smagsmæssigt godt balanceret klassisk og smørrebrød med små overraskende tvists – det er hofnummeret på Hjemve’s frokostkort. Bare godt håndværk.
BEDST I NORDJYLLAND‘S MADS STENSTRUP HAR VÆRET PÅ SMØRREBRØDS-BESØG PÅ RESTAURANT HJEMVE, AALBORG
Restaurant Hjemve blev for et par år siden den første kvalitetsrestaurant i Aalborg, der i nyere tid meget direkte blev etableret for at hylde traditionel og ofte lidt underkendt dansk kogekunst. Stedet, der også i sit rustikke interiør oser af hjemlig hygge, som vi husker det på vores bedste- og oldeforældres tid scorede i det tidlige forår da også 2 flotte af Bedst i Nordjyllands maksimalt 3 stjerner for sin fine aften-sæsonmenu. Herfra erindrer mine smagsløg i øvrigt bl.a. stadig en helt fantastisk servering med smørsauteret blæksprutte med muslingesauce, som i et tæt felt af andre strålende restauranter var ultratæt på at blive nomineret som kandidat til Årets Forret, når vi til januar kommer til vores sæsonafsluttende galla for den bedste del af den flotte nordjyske restaurantscene.
Men på Hjemve har de også åbent til frokost, hvor hofnummeret – selvfølgelig – er traditionelt dansk smørrebrød, som Mormor formentlig ville have smurt det – med små overraskelser. Men der serveres – som om aftenen – også klassikere som snitzel, æggekage og tartelet (i øvrigt med jomfruhummer og kammusling, hvad Mormor næppe havde fundet på).
Og her hvor vi er ved at være halvvejs igennem Bedst i Nordjyllands nye pilotinitiativ, bedømmelse af kendte nordjyske smørrebrødsrestauranter, fornemmer jeg igen, at vi i smørhullet på Algade mellem Vesterbro og Budolfiplads kan have en nomineringskandidat også i denne smørrebrødskategorien. Enkelt og selvtillidsfuldt. Vi får se.
Oven på Gallerie Wolfsens storslåede fernisering af Anne Juul Christophersen-udstillingen på Spritten, var det den lørdag blevet tid til en bid godt smørrebrød for fruen, undertegnede og den medbragte 7-årige, der dog helst ville tegne. Med lidt sen ankomst kl. 14 var der heldigvis igen også plads ved bordene.
Og vi lod os – efter grundig beskuelse af ”smørrebrødssedlen” af 7 delikate muligheder samt kyndig vejledning af den ene af de to indehavere, restaurantchef Freja Bennick – lokke til at dele fire flotte stykker – præcis omfangsmæssigt efter min smag. Så man kan blive mæt men ikke overmæt af to stykker til hver.
I den gode sags tjeneste vil jeg (som sikkert mange andre gæster) gerne smage flere smørrebrødskreationer. Og på Hjemve virkede heldigvis vant til, at gæsterne anmoder om ekstra deletallerkner, så der kan skæres over.
Vi valgte sildemaden, fiskefileten, æg & rejer samt svampetoasten – hvor den sidste nok faldt lidt uden for kategorien traditionelt smørrebrød men bestemt ikke mindre lækker.
Sildemaden med de solbærlagrede kraftige sildestykker fungerede super i samspil med karrysalaten, der lige præcis balancerede smagsmæssigt mellem det sur-sød-syrlige og det fede – med de friske stykker æbler til lige at toppe smagsmæssigt.
Fiskefileten var selvfølgelig pandestegt, tydeligt forholdsvis friskfanget – og rejsesalaten fungerede godt i samspil med estragoncremen og den grillede citron. Frokostens mindst overraskende servering.
Forfriskende overraskende var til gengæld æg og rejer-serveringen på ristet franskbrød – tvistet med valget af præcist pocheret næsten blødkogt æg, der flød dejlig ud og supplerede den afmålte mængde mayonnaise godt sammen med de salte grønlandsrejer.
Og endelig svampetoasten også på ristet franskbrød, hvor den halvfede stuvning af sæsonens blandede svampe fungerede rigtig godt med de syltede rødløg.
Alt i alt en rigtig positiv oplevelse også til prisen – 115-150 kr. pr. styk. Alt i alt en samlet bon på 697 inkl. en halv liter Mikkeler Burst IPA og to gange frisk hjemmelavet lemonade på henholdsvis hyld og solbær. Hjemve tilbyder også 15 forskellige slags snaps, som vi dog hoppede over.
Nu går jeg mest op i pålægget og forventer frisk brød derunder – og det fungerede. Eneste anmærkning skal derfor, at Hjemve og flittige Gustav Prisak i køkkenet (både frokost og aften) bør gå videre med tanken – som Frida beredvilligt fortalte – om i fremtiden selv at bage sit brød frem for at lade lidt kønsløse Schulstad gøre det. Så kommer vi helt op at ringe.
Konklusion både frokost og aftenen: På Hjemve har de såvel gastronomisk, servicemæssigt og visuelt styr på grundhistorien – med tilstrækkeligt mange små overraskelser til, at det aldrig bliver kedeligt eller plat.
I Bedst Nordjylland-regi er det dette efterår første gang vi forsøger os beskrivelser af smørrebrødsspisesteder. Derfor har vi i denne “pilotudgave” valgt ikke at tilføje en egenligt karakter. Til gengæld indgår disse rapporter i vores senere nominering af et antal kandidater til vores titel som Årets Smørrebrøds-spisested.
Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, Oluf Brønnum & Co, DEBA Fisk, Ringkjøbing Landbo Bank – Private Banking Aalborg, Storgaard Vin og Forlaget GastroMani. Læs mere om dem og find alle vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk













Skribent og fotograf Mads Stenstrup, 17. okt. 2026 (Fotos af Freja og Gustav til sidst er dog fra tidligere besøg)
