Store portioner, stærkt håndværk og smagfulde klassikere placerer Henius blandt Nordjyllands bedste smørrebrødsrestauranter. Ankerne var meget få og små, som: Skal der krydderfedt eller smør under leverpostejen i Dyrlægens klassiske Natmad?
BEDST I NORDJYLLAND‘S JACOB DAHL ANDERSEN HAR VÆRET PÅ SMØRREBRØDS-BESØG PÅ HOS ISIDOR HENIUS, AALBORG
Det er meget aalborgensisk at opkalde en frokostrestaurant efter manden bag Rød Aalborg, som Isidor Henius lancerede i 1846. I Slotsgade hænger grønne skomagerpendler med messingophæng over bordene, og de mørke træpaneler får selskab af rødternede gardiner, duge og blåmønstret porcelæn. På væggen hænger et gammelt skilt fra De Danske Spritfabrikker, »Spritten« i aalborgensisk folkemunde.
Jeg kom klokken 15, da restauranten, tæt på Aalborgs Honørkaj, var ved at få pusten efter en tilsyneladende travl frokost. Betjeningen var venlig og effektiv, og jeg følte mig straks velkommen. Jeg bestilte tre stykker. En optimistisk bestilling, når man kender portionsstørrelserne her.
Sild med dybde
Snapsemaden kombinerer kartoffel og sild. Og sikke en sild. Den flotte kryddersildefilet havde fast bid, god krydring og den dybde, jeg forbinder med gammeldags modning. Den kunne sagtens stå alene. Her fik den selskab af friskkogte kartofler, hjemmerørt mayonnaise, bacon, rå løgringe, kapers, dild og ærteskud. Kartoffel og mayonnaise rundede den kraftige sild af, mens løg og kapers gav modspil. En virkelig god start. Rugbrødet under alle tre stykker var udmærket, men det er pålægget, jeg husker.
Perfekte rødspætter
Smørduften fra rødspætterne kunne have solgt stykket i sig selv. To store, tykke fileter var dobbeltpaneret i panko og stegt på panden i (rigeligt) smør. Paneringen knasede, fisken var saftig, og krydringen sad præcist. Hold nu op, hvor var de godt stegt.
På toppen lå en flot bræmme af store, håndpillede Chile-rejer. De tager sig imponerende ud, men dem, jeg fik, var vandede og ret anonyme i smagen. Jeg savnede sødme, karakter og et spændstigt bid. Det samme oplevede jeg, da jeg tidligere var på jagt efter Nordjyllands bedste stjerneskud med TV2 Nord. Jeg havde gladeligt byttet hele bræmmen for seks-syv friskpillede, søkogte Skagenrejer eller andre gode nordatlantiske koldtvandsrejer. For mig tæller rejesmag og bid mere end størrelse, udseende og mængde.
Saltkød i særklasse
Dyrlægens natmad er en klassiker, jeg har ganske bestemte forventninger til. Her lå fire generøse, tykke skiver saltkød af okselårtunge på en grov, veltilsmagt leverpostej. Saltkødet var sart rosa helt ud til kanten og ualmindeligt mørt og velsmagende. Her gav det mening at skære tykt, så man virkelig fik noget af det gode kød at tygge på. Det virkede hjemmelavet, og mit kokkegæt er nænsom pochering eller sous vide. Dertil kom en god pålægssky, der så vidt jeg kunne smage var tilsmagt med portvin, samt rå løgringe og masser af karse. Et prægtigt stykke smørrebrød.
Min eneste anke var smør under leverpostejen. Her foretrækker jeg fedt, gerne krydderfedt. Det hører til den oprindelige dyrlægens natmad, der er opkaldt efter en københavnsk dyrlæge, som var stamgæst hos Oskar Davidsen i 1920’erne. Her synes jeg, man skylder at ære historien, men indrømmet, det er en lille detalje.
Snaps, øl og pris
Snapsekortet tæller blandt andet Taffel (Rød Aalborg), Jubilæum, Nordguld og Harald Jensen, og på øllisten står fx Thy Pilsner og Henius Ale. Huset foreslår både øl og snaps til hvert stykke. Jeg holdt mig til danskvand, men en lille fadøl og en Rød Aalborg koster tilsammen omkring en hund. De tre stykker kostede 383 kroner før drikkevarer. Det er kvaliteten, der gør smørrebrødet til en god deal.
Værd at vende tilbage til
For mig er det smørrebrød i den nordjyske superliga, og Henius kan også være med blandt landets bedste under restauratør Carina Knirkes ledelse. Så sent som i søndags var spisestedet faktisk nomineret som en af seks til Den Danske Spiseguides titel som Årets smørrebrødsrestaurant i Danmark. Kryddersilden havde karakter, rødspætterne var stegt til perfektion, og saltkødet var en fornøjelse. Andre rejer og fedt under dyrlægen står på ønskelisten til næste besøg, hvor jeg helt sikkert bestiller tre stykker igen.
I Bedst Nordjylland-regi er det dette efterår første gang vi forsøger os beskrivelser af smørrebrødsspisesteder. Derfor har vi i denne “pilotudgave” valgt ikke at tilføje en egenligt karakter. Til gengæld indgår disse rapporter i vores senere nominering af et antal kandidater til vores titel som Årets Smørrebrøds-spisested.
Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, Oluf Brønnum & Co, DEBA Fisk, Ringkjøbing Landbo Bank – Private Banking Aalborg, Storgaard Vin og Forlaget GastroMani. Læs mere om dem og find alle vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk














Skribent og fotograf Jacob Dahl Andersen, 7. okt. 2026
