Vores udsendte på Strandhotellet lod sig friste af den prisvenlige frokostbuffet og blev ikke skuffet over bl.a. to lækre stykker smørrebrød

BEDST I NORDJYLLAND‘S SØREN HJORTSHØJ HAR VÆRET PÅ SMØRREBRØDS-BESØG PÅ STRANDHOTELLET BLOKHUS

I jagten på de bedste smørrebrødssteder i Nordjylland aflagde Bedst i Nordjylland – Value for Money besøg på Strandhotellet i Blokhus en lørdag til frokost. Efter en længere tur langs stranden var appetitten skærpet, så vi glædede os til at se, hvad Restaurant Blå havde at byde på. Frokostkortet byder på moderne fortolkninger af klassikere med flot anrettet smørrebrød i prisklassen 130 – 145 kr. pr. styk. Vi observerede også på afstand Chef Milos Nicolic flotte stjerneskud til 245 kr.

Men der var også en anden mulighed, nemlig Strandhotellets frokostbuffet til 198 kr., og den lod vi os friste af.

Buffeten indeholder to stykker smørrebrød, som køkkenet kontinuerligt fylder op med på fade. Denne lørdag var der:

  • Marineret sild i velvoksne stykker med smilende æg, kapers, rødløg og salat. Silden var virkelig god med en dejlig konsistens. Et rigtig flot stykke klassisk smørrebrød.
  • Ferskrøget laks med peberrodscreme, garneret med spirer, agurk og pyntet med sprøde kartoffelchips. Laksen var i pæne, tykke stykker, og peberroden gav fin smag uden at overdøve laksen.

Men udenfor det egentlige smørrebrød bød buffeten også på andre ting. Fine små krustader med bl.a. rejer og skaldyr stod centralt. Der var også stor søgning til fadet med de pæne, store stykker fiskefilet med hjemmerørt remoulade og citron, og desuden stor omsætning på sprøde tarteletter med aspargesfyld og små skåle med rejer og mayonnaise. Og endelig var der også tænkt i få men velvalgte lune retter med lun leverpostej samt langtidsbraiseret oksekød med kartoffelmos.

Der var således taget højde for selv den mest sultne strandvandrer, men alligevel formåede buffeten begrænsningens kunst, og det hele bar præg af at være tilvirket på stedet.

Jeg drak til maden en mørk øl – Bundgarn – fra Vendia Bryghus i Hjørring. Et godt bekendtskab, der især passede godt til silden.

Vi sluttede af med en kop kaffe (extra) og kage, der indgik i frokost buffeten og var portionsanrettet i mindre stykker, hvilket absolut var påkrævet på dette tidspunkt.

Alt i alt må man bare sige, at Strandhotellet leverer en god oplevelse med sin frokostbuffet. De to stykker smørrebrød var begge veltillavede og velsmagende, og de øvrige elementer var gennemtænkte, holdt indenfor det danske frokostkoncept men netop ikke for overvældende. Der leveres virkelig god værdi for pengene til frokost, og Strandhotellet/Restaurant Blå skriver sig klart ind i Bedst i Nordjylland – Value for Moneys værdisæt.

Strandhotellet var velbesøgt, så det kan bestemt anbefales at bestille bord. Og så er det jo værd at huske, at Strandhotellet er åbent hele året og dermed tilfører liv og gastronomi til de nordjyske kystbyer – også i lavsæsonen. Det er prisværdigt og fortjener anerkendelse.

På samme hjemmeside finder du også let rundt i alle vores andre Bedst i Nordjylland / Value for Money-anmeldelser.

I Bedst Nordjylland-regi er det dette efterår første gang vi forsøger os beskrivelser af smørrebrødsspisesteder. Derfor har vi i denne “pilotudgave” valgt ikke at tilføje en egenligt karakter. Til gengæld indgår disse rapporter i vores senere nominering af et antal kandidater til vores titel som Årets Smørrebrøds-spisested.

Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af vores velvillige sponsorer: Beierholm, Oluf Brønnum & Co, DEBA Fisk, Ringkjøbing Landbo Bank – Private Banking Aalborg, Storgaard Vin og Forlaget GastroMani. Læs mere om dem og find alle vores anmeldelser på www.bedst-i-nordjylland.dk



Skribent og fotograf Mads Stenstrup, 26. sep. 2026